‘Ex on the Beach’-par afslører: Derfor er vi gået fra hinanden


Nu forklarer Jeppe og Sara, hvorfor de har besluttet sig for at slutte forholdet.
Der er ingen tvivl om, at det har været svært at holde styr på de forskellige 'Ex on the Beach'-par fra årets sæson.
Først gik Fie og Frederik fra hinanden, mens der samtidig har været meget frem og tilbage med både Amanda og Mikkel samt Claes og Cecilie.
I sidste uge kunne Jonas og Simone desuden fortælle, at de også var gået fra hinanden.
Sara og Jeppe har derimod været et mere stabilt par, selvom deres forhold startede turbulent.
Jeppe havde nemlig været Sara utro med Michelle fra 'Ex on the Beach', men da de havde fået redet trådene ud, blev de to kærester i marts og har været det lige siden. Nu er det dog desværre slut mellem parret.
Allerede for et par dage siden skrev Jeppe på sin Instagram-story, at det var slut mellem parret, men dengang ønskede han ikke at bekræfte det over for Realityportalen.dk, da han ville vente, indtil Sara var tilbage fra ferie. Nu er han dog klar til at fortælle om bruddet:
»Vi er ikke sammen længere. Vi kunne bare aldrig se hinanden, og jeg starter i skole i Horsens, mens Sara skal arbejde. Og det giver ikke mere tid. Fremtiden så ikke lys ud med tid til hinanden,« fortæller Jeppe til Realityportalen.dk.
»Jeg kan bekræfte, at Jeppe og jeg desværre ikke er sammen længere. Vi slog op, inden jeg rejste, så det har været rart at kunne komme over det hele hernede. Grunden til, at Jeppe og jeg ikke er sammen mere, skyldes distancen og fremtiden. Vi ville altid være langt fra hinanden, selv i fremtiden,« fortæller Sara om bruddet på sin Instagram-story.
»Vi måtte bare se det i øjnene og tage en beslutning om, hvorvidt det kom til at gå, og det gør det desværre ikke. Vi holder stadigvæk rigtig meget af hinanden, og jeg elsker ham så højt. Nogle gange bliver man bare nødt til at gøre det, som er bedst for en selv,« fortæller hun.
Claes og Cecilie er dermed det eneste par, der stadigvæk er sammen efter deltagelsen i 'Ex on the Beach'.
Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk