Eva Nabe Poulsen er gravid igen


Den tidligere tv-vært og 'Vild med dans'-deltager Eva Nabe Poulsen venter sig på ny.
4. juni sidste år fødte hun datteren Frida, og nu er hun kommet i lykkelige omstændigheder igen og venter spændt på, at Fridas lillesøster kommer til verden. Det skriver Eva Nabe Poulsen i et opslag på Facebook.
'Planen var at få lyse striber i håret, være veludhvilet og sippe masser af vin over sommeren men...... I må trækkes med mine udgroninger i håret og rander under øjnene et år endnu, for vi snupper en pseudo-tvilling til Frida til november,' skriver hun.
Faren er Jonas Madsen, som hun mødte for mere end tre år siden i en toiletkø.
»Det var helt gammeldags, der var ingen sociale medier indblandet. Vi faldt simpelthen bare i snak,« sagde hun i et interview med Ekstra Bladet sidste år.
Eva Nabe Poulsen var tidligere vært på TV 2 Vejret, men arbejder nu på produktionssselskabet United. Tilbage i 2011 deltog hun også i TV 2s populære fredagsunderholdningsprogram, 'Vild med dans'. Her dansede hun med Anders Jacob.
