Det er 11 år siden, at Alexander Rybak vandt Det Europæiske Melodi Grand Prix med sangen 'Fairytale'. Lige så længe har den norske sanger og violinist kæmpet med et misbrug.

Det afslører Alexander Rybak i et langt opslag på sociale medier, hvor han skriver, at han har 'levet med en hemmelighed i 11 år'.

I opslaget afslører den 33-årige musiker, at han har været afhængig af antidepressiv medicin og sovepiller lige siden grand prix'et.

'Det startede harmløst, men mod slutningen endte det med næsten at ødelægge mit liv,' skriver Alexander Rybak og fortsætter:

Eurovision-vinderen Alexander Rybak åbner nu op om sit misbrug.
Eurovision-vinderen Alexander Rybak åbner nu op om sit misbrug. Foto: Andreas Hagemann Bro
Vis mere

'I januar begyndte jeg på rehabilitering (med god hjælp fra mine læger), og lidt efter lidt er jeg begyndt at føle mig som mig selv igen.'

Den tidligere Eurovision-vinder skriver endvidere, at pillerne gav ham angst og gjorde ham svag.

'De påvirkede ikke kun min hjerne, men også mine muskler og min mave. De ødelagde mine forhold til mennesker, men vigtigst af alt ødelagde de næsten min vilje til at leve.'

Opslaget bliver afsluttet med, at Alexander Rybak skriver, at han håber, at hans erfaringer vil hjælpe folk med samme problemer.

Det er ikke første gang, at den 33-årige sanger indrømmer, at hans deltagelse i Eurovision i 2009 har haft voldsom betydning på hans helbred.

Han har blandt andet fortalt i 2010, at han fik et nervøst sammenbrud, mens han året efter talte åbent om, hvordan han var gået ned med massiv stress.

Og så sent som i 2018 afslørede han, at han led af 'overdreven angst for sygdomme', hvor han kaldte sig selv for 'hypokonder'.

Se hele Alexander Rybaks opslag om hans misbrug herunder: