Da Nikkie de Jagers mor blev gravid, fortalte mavefornemmelsen hende, at hun skulle være mor til en pige. Ni måneder senere fødte hun en søn.
Men det skulle siden vise sig, at hendes mavefornemmelse var rigtig. Og at hendes datter en dag ville skrive historie.
Den dag er lørdag, hvor 27-årige Nikkie de Jager som den første transkønnede kvinde nogensinde indtager scenen som vært under en Eurovision-finale.
Hendes vej til det storslåede show har dog ikke været som en dans i måneskin. Den har været brolagt med tvivl, mobning, hemmeligheder og afpresning.

I januar 2020 skred jorden under hende, og hun så sig nødsaget til at handle. Hun lagde en video på YouTube.
Det havde hun som beauty-blogger gjort mange gange før. Men denne gang handlede den ikke om makeup. 'I'm coming out', kaldte hun den.
»Jeg har altid haft lyst til at dele det med jer en dag, men det skulle ske på mine egne betingelser. Det ser ud, som om den mulighed nu er blevet taget fra mig. Så i dag tager jeg min styrke tilbage,« indledte hun.
Efter et par nervøse indskydninger sagde hun det så:
»Da jeg blev født, blev jeg født i den forkerte krop. Det betyder, at jeg er transkønnet.« Hendes stemme skælvede. Hun fortsatte:
»Det er så surrealistisk at sige det her. At filme denne video er skræmmende. Men det føles så befriende.«
Endelig var Nikkie de Jager befriet fra den hemmelighed, hun havde holdt for sine følgere, siden hun i 2008 begyndte at dele makeuptips på YouTube.
Dengang var hun 14 år og netop begyndt på hormonbehandling. Hendes transformation startede dog længe før.
Jeg har lyst til at være min egen person. Min egen identitet. Mit eget menneske. Uden regler, uden mærkater, uden begrænsningerNikkie de Jager
Nikkie de Jager var nemlig kun seks år, da hun indså, at hun var født i den forkerte krop. At det, hun så i spejlet, ikke stemte overens med hendes selvbillede.
For at rette op på det misvisende billede lod hun håret gro. Og da hun var syv år, iførte hun sig ikke længere traditionelt drengetøj.
Hun klædte sig som de andre piger i klassen. Og følte sig som en af dem.
»Børn er børn. Det her er forvirrende. Nogle børn forstod. Andre gjorde ikke,« fortalte hun i førnævnte video.
Hendes lærere støttede hende. Det samme gjorde hendes mor. Ubetinget. Nikkie de Jager begyndte at føle, at hun var på rette vej. Også selvom folk mobbede hende.
Hun søgte tilflugt foran spejlet. Hun elskede at være kreativ med makeup og besluttede i 2008, at det var på tide at dele passionen med andre.
På YouTube kom der med årene flere og flere følgere til, og da hun i 2015 delte en video, der viser, hvor meget makeup betyder, gik hun for alvor viralt.
Hvad folk ikke vidste, var, at hun året forinden havde afsluttet sit kønsskifte. At hun indtil da dagligt havde spurgt sig selv: Hvorfor mig?
På YouTube smilede hun. Viste overskud. Her fyldte spørgsmålet intet. I hvert fald ikke før sidste år. Her begyndte folk med kendskab til hendes fortid at afpresse hende.
De mente, hun løj for sine følgere. Flygtede fra sandheden. De truede med at afsløre hende.
»Til at starte med var jeg skræmt. Skræmt over, at der findes mennesker, der er så onde, at de ikke kan respektere andres ægte identitet,« fortalte Nikkie de Jager i videoen fra januar 2020.
Understregede efterfølgende med et lettelsens suk:
»Jeg har lyst til at være min egen person. Min egen identitet. Mit eget menneske. Uden regler, uden mærkater, uden begrænsninger.«
Flere end 37 millioner gange er videoen i dag blevet set. Og trods frygt var responsen god. Overvældende god.
I skrivende stund har Nikkie da Jager næsten 14 millioner følgere på YouTube. Selvom hun fortsat deler makeuptips, er hun i dag også blevet en rollemodel for mange.
Netop det er hun meget bevidst om, når hun træder ind i det glitrende Eurovision-spotlight.

»Jeg tror, der er mange mennesker derude, der finder inspiration i mig, når de ser, at det er okay at leve sin egen sandhed, at være sig selv og stadig være i stand til at gøre fantastiske ting som at være vært på Eurovision,« har hun således sagt i et interview med hollandske SBS.
Under torsdagens semifinale sendte hun en hyldest til alle dem, der som hende er født i den – for dem – forkerte krop.
På scenen bar hun en gulvlang, sort kjole beklædt med lyserøde, lyseblå og hvide krystaller. Om den skrev hun på Instagram:
»Det er mig en ære at repræsentere transflagets farver.«


