Da Esben Dalgaard i efteråret kæmpede sig frem til semifinalen i Vild med dans, var det med tungen lige i munden.
For den 42-årige skuespiller har nemlig efter en stille start fået ualmindelig godt gang i karrieren og har i 2018 haft kalenderen tætpakket med arbejde.
Samtidig med sin deltagelse i TV 2’s store fredagsunderholdning har han skulle klare sit job på Det Kongelige Teater, optagelser med den nye Kanal 5-serie Gidseltagningen, en hovedrolle i TV3-serien Hånd i hånd, og så er han også lige med i den kommende tredje sæson af DR-serien Bedrag.
»Man kan ikke sige, jeg har manglet arbejde,« griner Esben Dalgaard, da B.T. møder ham på et pressemøde for Gidseltagningen.
»Der var en dag for et par måneder siden, hvor jeg i løbet af arbejdsdagen både indspillede ’Bedrag’, ’Hånd i hånd’ og optrådte på teatret. Det ville være en god historie, hvis jeg sagde, det gjorde mig forvirret, men jeg er egentlig ret god til at holde fokus.«
Esben Dalgaard blev uddannet fra skuespillerskolen i Odense i 2008 og havde ligesom så mange andre nyuddannede skuespillere svært ved at få hul igennem til de store roller.
Han kom i 2011 med på TV 2’s sketchshow Live fra Bremen, og da Ole Bornedal så i 2014 hyrede ham til krigsserien 1864, begyndte tingene at rulle.
»Nu fik 1864 jo lidt en rowdy modtagelse, men jeg tror, det gav en accept af, at jeg måtte kunne noget. Jeg blev pludselig interessant at arbejde sammen med. Så var jeg med i Bankerot, (DR-serie, red.), og så begyndte det bare at køre,« smiler han og tilføjer:
»Som nyuddannet skuespiller kan det være svært at komme i gang, fordi ingen ved, hvem du er. Der har jeg været heldig.«
Efter Vild med dans, hvor Esben Dalgaard blandt andet kæmpede sig igennem med en klumpfod, kan han nu holde en lille julepause, inden 2019 igen kaster en masse arbejde af sig.
»Jeg er med i Bedrag, så har jeg to forestillinger på Det Kongelige Teater, så håber vi på at få en sæson to af Hånd i hånd, og så starter vi op på en ny tv-serie, som jeg ikke må sige noget om endnu.«