2020 har for mange budt på udfordringer og restriktioner, men for radiovært Esben Bjerre og hans nu kommende kone Sisse Sejr-Nørgaard er der også glædelig nyheder forbundet med corona-året.

De to skal nemlig giftes, og så venter de deres andet barn.

Det oplyser Sejr-Nørgaard i et opslag på Instagram, hvor hun også viser sin ring frem.

Hun afslører videre, at det var i sommer, at Esben Bjerre friede til hende.

'Måske var bålfadet en af årsagerne til, at Esben i begyndelsen af sommeren spurgte, om jeg ville gøre det officielt. Efter et barn og et hus og diverse op- og nedture blev det et stort ja tak,' skriver hun og fortsætter:

'Og jeg kvitterede så et par måneder senere med at blive gravid igen, og denne gang indeni livmoderen.'

Foruden deres kommende barn så har parret en datter, som kom til verden i 2014. I den forbindelse satte Sisse Sejr-Nørgaard et par ord på den oplevelse, fødslen var.

Sisse Sejr-Nørgaard er blandt andet kendt som tv-vært på programmet 'Mit liv er stjålet',
Sisse Sejr-Nørgaard er blandt andet kendt som tv-vært på programmet 'Mit liv er stjålet', Niels Ahlmann Olesen

»Vi blev lige taget på sengen, og et par uger før tid kom vores lækre lille datter hovedkuls til verden,« lød det dengang.

Hun fortalte desuden, at hun var træt, men lykkelig. Og nu venter der så en lignende omgang i 2021. Nu hvor parret kan vinke farvel til et 2020, der var bedre end de flestes.

'2021 ser vild ud, og 2020 leverede. Ligesom sidste nytår er mit superpriviligerede take på life, at er der østers, så vælg dem – del det du har, husk andre ser verden anderledes, ikke nødvendigvis forkert, og feminisme er for alle. Virkelig. Er du enig? Del, like, diskuter og godt nytår,' skriver den vordende mor desuden i sit opslag på Instagram.