Den kendte modemand og debattør Jim Lyngvild har fået en kontroversiel tatovering på siden af hovedet.

»Det gjorde pisseondt.«

Sådan fortæller Jim Lyngvild om sin nye, kontroversielle tatovering. Modemanden er taget til Sverige for at få tatoveringen, der er en hyldest til den øverste gud i den nordiske mytologi, Odin.

Det tog over tre timer at få tatoveringen, der var lidt af et smertehelvede.

»Der var steder, hvor det føltes som om, han stak mig med en blyant, og så var der steder, hvor det føltes som om, han hakkede en passer ind i mig. Ved halsen måtte jeg virkelig holde vejret,« siger Jim Lyngvild om tatoveringen, som du kan se herunder:

Foto: Privat
Vis mere

Foto: Privat
Vis mere

Tatoveringen har han fået til trods for, at han egentlig ikke bryder sig om ‘tusser’ i hovedet.

»Det er en meget grænseoverskridende ting at få lavet en tatovering i hovedet. Jeg har altid forsvoret det, og jeg får det ofte fysisk dårligt, når jeg ser det. Det er ulækkert. Så det er på den måde meget dobbelt af mig at få det lavet. Men det er en hyldest til Odin for at give ham den tak, jeg kan. Lige nu skamferer jeg mig selv for at hylde noget, der er større end mig selv,« siger Jim Lyngvild og fortsætter:

»Jeg er vokset op i en familie med stor knaphed, og i dag bor jeg i en vikingeborg og er på papiret en holden mand. Der er mange, der har en ide om, at Jim Lyngvild er en storskrydende og ikke særlig velgennemtænkt person, men hvis der er noget, jeg er, så er det ydmyg, og det er vigtigt for mig at holde mig ydmyg.«

Tatoveringen, der er lavet Sverige, da bestandig blæk i hovedet ikke er lovligt af få lavet i Danmark, vil han nu bære med visse betænkeligheder.

Jim Lyngvild er således nervøs for, at den meget synlige tatovering kan støde eksempelvis nuværende eller kommende forretningspartnere i Kina eller USA, hvor den danske erhvervsmand forsøger at udbrede sine hudplejeprodukter fra Raunsborg.

Og han er bevidst om, at han risikerer at begrænse sin karriere med sin beslutning.

»Det er ikke noget, der giver noget. Jeg bliver nok ikke vært på Go’ aften Danmark efter det her. Jeg har været meget nervøs, og jeg har grædt. Men der er ikke nogen chance for, at jeg ikke får den lavet. Jeg fortryder aldrig noget i mit liv. Hvis folk ikke vil snakke med mig på grund af den, så er det fattigt. Den må bringe det med sig, den gør,« siger han.

Jim Lyngvild oplyser, at der står følgende i tatoveringen, der i øvrigt bliver håndstukket: ‘Odinn nik a, hanum skulda ek alt,’ hvilket betyder ‘Odin ejer mig, jeg skylder ham alt.”