Selvom hollywoodstjernen Leonardo DiCaprio i en alder af 41 år ikke har slået sig ned og stiftet familie, så betyder det langt fra, at han ikke har fundet kvinden i sit liv endnu.

Det skriver britiske Daily Mail.

For ligesom han går fra den ene succesrige filmrolle til anden, så skorter det bestemt heller ikke med smukke kvinder på Leonardo DiCaprios liste over ekskærester. Tidligt på året kom det frem, at Leonardo DiCaprio og den 25-årige topmodel Kelly Rohrback var gået hver til sit.

Men på trods af, at han tidligere har dannet par med nogle af verdens smukkeste kvinder, så har ingen af dem for alvor formået, at slå deres klø rigtigt fast i den eftertragtede ungkarl og stjerneskuespiller.

Og det er der muligvis en ganske god forklaring på. Kvinden i DiCaprios liv skal ikke findes blandt de mange langbenede modeller, som skuespilleren ellers ynder at være i selskab med.

Ifølge journalist og forfatter Lisa Arcella, der blandt andet har skrevet en biografi om superstjernen, så er kvinden i hans liv nemlig ingen ringere end DiCaprios egen mor, den 73-årige Irmelin DiCaprio.

Da Leonardo DiCaprio tidligere på måneden dukkede op til uddelingen af den engelske filmpris Bafta, var det da også, som så ofte før, med sin mor under armen på den røde løber.

»Leo tager ofte sin mor med som date, når han skal til award-shows. Hun elsker glamouren og spændingen ved det hele, og han elsker at forkæle hende, fortæller Lisa Arcella til Daily Mail.

Leonardo DiCaprio med sin mor Irmelin DiCaprio under armen på den røde løber, i forbindelse med Oscar-uddelingen i Hollywood 2014.    
Leonardo DiCaprio med sin mor Irmelin DiCaprio under armen på den røde løber, i forbindelse med Oscar-uddelingen i Hollywood 2014.     Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

Men det er ikke kun morens forkærlighed for at slentre ned af røde løbere, mens hun kan bade sig i fotografernes blitzlys, der har fået flere til at spekulere i, at 73-årige Irmelin DiCaprio muligvis er årsagen til, at hendes søn endnu ikke har fundet en kvinde at gifte sig med.

»Han vil gerne betale hende tilbage, for alle de ofre, hun gjorde, da han voksede op. Men det stikker dybere end det. De er virkelig tæt knyttet til hinanden,« fortæller Lisa Arcella til Daily Mail.