Den festlige uge – Tisvilde29 – er i fuld gang. På toppen af Nordsjælland fordelt i sommerhuse og på hoteller med klipklapper, stråhat og kold rosé nyder mange danskere sol og feriestemning.

En af dem er P3-værten Anders Stegger, der skal bruge de næste dage i Tisvilde på fest og musik til festivalen Musik i Lejet.

»Vi skal bare hænge ud. Delvist være fulde og delvist have tømmermænd,« siger han til BT.

Men også kærligheden er på dagsordenen, fortæller den 27-årige radiovært. For han har 'sgu ikke fået en kæreste.'

»Man er jo altid lidt på udkig,« siger Anders Stegger, der har en regel, som han følger i jagten på kærligheden.

»Jeg plejer at sige, at hun skal være yngre end Hubble-teleskopet og vide, hvad Hubble-teleskopet er,« griner Anders Stegger.

Til de uvidende, der ikke opfylder radioværtens krav, kan det fortælles, at Hubble-teleskopet er en ubemandet, amerikansk satellit, der er 25 år gammel.

»Det betyder, at hun både skal være ung, men samtidig fatte noget. I virkeligheden handler det bare om, at man skal have noget mellem ørerne,« siger Anders Stegger.

Læs også:

Radioværten entrerede til festugen i Tisvilde på cykel som en del af feltet i det årlige kendis-cykelløb Tour de Tisvilde. Han tilmeldte sig løbet i »en kæmpe brandert« og er overrasket over, at han overhovedet klarede det i mål.

For Anders Stegger var cykelløbet nemlig dagen derpå efter 'en heftig bytur,' og dagen startede med McDonalds til morgenmad. Derfor var det 'rigtig mange øl og rigtig meget rosé,' der blev svedt ud under onsdagens Tour de Tisvilde.

»Jeg forstår slet ikke, at jeg kom i mål. To steder ramte jeg en mur, og min krop sagde bare: Det her er forbudt, Anders. Jeg har aldrig nogensinde cyklet, er i elendig form og har ikke dyrket motion i flere år,« siger Anders Stegger.

Læs også:

Til efteråret er Anders Stegger aktuel som vært på en ny dokumentarserie på DR3. Præcis, hvad den går ud på, holder han hemmelig, men han kan dog løfte sløret for enkelte detaljer.

»Det er Operation X, hvor vi har det sjovere end Morten Spiegelhauer. Jeg har været rundt i hele verden og lede efter nogle penge, men så kan jeg ikke sige mere,« fortæller Anders Stegger.

Radioværten afslører dog, at hans jagt på – nogle hundrede millioner – har rundet Cape Town, Stockholm, Los Angelos, Denver og Aspen.