Prinsens navn står der ikke. Ikke en eneste gang i det 418 siders lange dokument står der noget om prins Andrew.

Og det på trods af, at hun ved, at han blev nævnt flere gange.

Det samme gælder navnene på de andre – i mange tilfælde yderst prominente – mænd, der er anklaget for at have misbrugt helt unge piger og kvinder, mens de var venner med den pædofilianklagede forretningsmand Jeffrey Epstein.

Så Virginia Giuffre er ikke bare skuffet.

Arkivfoto af 60-årige prins Andrew, der nægter alle beskyldninger mod sig.
Arkivfoto af 60-årige prins Andrew, der nægter alle beskyldninger mod sig. Foto: JEAN-CHRISTOPHE BOTT
Vis mere

Nej, Jeffrey Epsteins påståede sexslave er både vred og rasende over, at den britiske prins Andrews navn er bortredigeret i de retsdokumenter, som onsdag blev offentliggjort.

»Jeg er meget vred,« siger Virginia Giuffre til den australske tv-station ABC News.

Papirerne gengiver vidneforklaringerne fra det civile søgsmål, den nu 37-årige kvinde anlagde mod Epsteins veninde og påståede bodelmutter, Ghislaine Maxwell, i 2016.

Her havde Giuffre sagsøgt Maxwell for injurier, fordi sidstnævnte igen og igen beskyldte det påståede sexoffer for at lyve. En påstand, Maxwell i øvrigt gentog hele 28 gange i løbet af afhøringerne.

Virginia Giuffre blev rasende, da de gik op for hende, at prins Andrews navn er slettet i netop offentliggjorte retsdokumenter. (Arkivfoto)
Virginia Giuffre blev rasende, da de gik op for hende, at prins Andrews navn er slettet i netop offentliggjorte retsdokumenter. (Arkivfoto) Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

Som helt ung var Virginia Giuffre efter eget udsagn udsat for flere seksuelle overgreb, mens hun arbejdede for den amerikanske rigmand. Størst opmærksomhed har det skabt, at hun gentagne gange har sagt, at hun tre gange blev tvunget til at havde sex med prins Andrew, da hun blot var 17 år.

Hun er blot en af de mange kvinder, der har anklaget Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell for systematisk seksuel udnyttelse.

Pigerne og de unge kvinder siger, at de både blev tvunget til sex med Epstein selv eller 'lejet ud' til hans indflydelsesrige venner, når de var på besøg.

Derfor var offentliggørelsen af vidneafhøringerne fra 2016 ventet med spænding. For hvilke store kanoner stod der mon på listen?

Anklageren i New York peger på et gammelt billede af parret, da han i juli taler om sagen for pressen i forbindelse med anholdelsen af Maxwell.
Anklageren i New York peger på et gammelt billede af parret, da han i juli taler om sagen for pressen i forbindelse med anholdelsen af Maxwell. Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

Men havde pressen og kvinderne håbet at se den ene toppolitiker eller erhvervsmand blive hængt ud efter den anden, blev de slemt skuffet:

Navnene på alle de anklagede mænd er nemlig fjernet fra dokumenterne, mens et af ofrene derimod bliver nævnt flere gange.

»Jeg forstår ikke, hvorfor vi beskytter en, som gemmer sig bag mors skørter og siger: 'Jeg gjorde det ikke' – hans navn skulle have været offentliggjort i vidneforklaringerne,« siger Virginia Giuffre til tv-stationen.

Prins Andrew selv og det britiske hof afviser alle hendes beskyldninger.

Jeffrey Epstein blev i 2019 fundet død i sin fængselscelle.
Jeffrey Epstein blev i 2019 fundet død i sin fængselscelle. Foto: LAURA CAVANAUGH, HANDOUT
Vis mere

På trods af forsøget på at anonymisere mændene er der en del af spørgsmålene, hvor det ifølge ABC News er tydeligt, at der tales om USA's tidligere præsident Bill Clinton.

Ghislaine Maxwell gjorde altså, hvad hun kunne for at få Virgina Giuffre til at fremstå utroværdig. Giuffre mener derimod, at det er Maxwell, der er en løgner.

»Se på beviserne og gør op med dig selv – der er en grund til, at hun har forsøgt at holde disse vidneafhøringer hemmelige så længe,« siger hun til ABC News i Australien, hvor Virginia Giuffre i dag bor.

Maxwell havde et tæt forhold til Epstein, siden de to mødte hinanden i slutningen af 1980'erne. Hun har selv forklaret, at han ansatte hende i 1992, og at hendes arbejde blandt andet bestod i at ansætte folk. Selv hævder hun, at hun ansatte folk til husholdningen og andre arbejdsopgaver, men ikke til sex, som talrige kvinder påstår.

Jeffrey Epstein tog sit eget liv i en fængselscelle i New York i sommeren 2019. Han døde, før hans sag kom for retten. Han var anklaget for at stå bag en omfattende pædofiliring og for at have misbrugt helt unge piger og kvinder seksuelt.