Det kan være svært at tabe sig som kendt uden at blive beskyldt for at bruge vægttabsmedicin.

Det har den tidligere talkshowvært og skuespiller Ricki Lake måtte erkende, efter hun forleden stolt kunne fremvise et imponerende vægttab på sin Instagram-profil.

Flere kendte som Kardashian-søstrene og rapperen Meghan Thee Stallion er nemlig i løbet af det sidste års tid blevet beskyldt for at ‘snyde’ med slankemidler.

Derfor fremhæver Ricki Lake selv i sit Instagram-opslag, at vægttabet er sket 'naturligt'.

'Min mand og jeg har hver især tabt 13,5 kilo. Det vil jeg gerne dele, fordi vi har gjort det uden at være afhængige af et slankemiddel,' skriver Ricki Lake. 

'Ikke at der er noget galt med det', tilføjer hun i en parentes.

Hverken Ricki Lake eller hendes mand lider af diabetes, og derfor har de ønsket at gøre det på egen hånd, skriver hun også. 

En bruger har kommenteret: ‘Tillykke med at gøre det på den bæredygtige og sunde måde.’

Vægttabet er sket, efter parret lavede en livsstilsændring tilbage i oktober 2023, og hun er 'meget stolt' over parrets bedrift. 

Ricki Lake fortæller desuden, at hun i et nyt Instagram-opslag vil komme ind på, hvad denne livsstilsændring har budt på. 

Flere amerikanske medier har pointeret, at de mange kendis-vægttab er et tegn på, at USA er tilbage i sin ‘skinny era’. 

Det kan du læse mere om her:  Direktør i opråb: Advarer mod kendistrend

Ricki Lake blev kendt for sin hovedrolle som Tracy Turnblad i den populære musical 'Hairspray'. Derudover har hun været vært på talkshowet 'Ricki Lake', der blev sendt fra 1993 til 2004, som også fik et kort comeback i 2013.

I nyere tid har hun lanceret podcasten 'Raised by Ricki' i 2022.