Hun blev kendt som et stil-ikon og for sit fantastiske skuespil – men også for at være yderst privat. Nu kan verden få et sjældent indblik i den kendte Hollywood-stjernes liv, når hendes private ejendele bliver sat til salg.
Hun værnede om sit privatliv og nægtede til det sidste at udgive en selvbiografi. For lige så kendt som den belgisk-fødte, britiske skuespillerinde Audrey Hepburn blev for sit smukke og stilsikre ydre og for sine evner på et filmlærred, lige så lukket var hun, når det kom til hendes privatliv.
Men nu kan omverdenen – og især nogle købere – måske blive lidt klogere på den legendariske skuespillerinde, der døde af kræft i 1993 i en alder af 63 år.
Det britiske auktionshus Christie’s har nemlig fået en unik samling af Hepburns private ejendele til salg. Og auktionshuset har store forventninger til den specielle auktion, som forløber onsdag den 27. september.
Ifølge CNN betegner auktionshuset samlingen som et ’unikt og intimt glimt ind i en af de største hollywoodstjerners liv'.
Og det er da også nogle spændende ting, som de heldige købere kan blive ejere af. Blandt andet bliver Hepburns private manuskript til filmen ’Breakfast at Tiffany’s’ solgt, hvor den kendte skuespillerinde selv har markeret med sin turkise yndlingsfarve.
Derudover har auktionshuset også store forventninger til en sort cocktailkjole fra modehuset Givenchy, som Hepburn bar i filmen ’Charade’. En lignende kjole fra Hepburn er tidligere blevet solgt for over en halv million kroner, og det forventes også, at den sorte kjole vil blive solgt til mellem 300.000 og 500.000 kroner.
Derudover vil der blive solgt en række private fotografier, en læbestiftsholder, solbriller, en telefon med drejeskive, der stod ved hendes seng i hjemmet i Schweiz og andre af stjernens private ejendele.
Nogle af de andre ejendele, man forventer vil indbringe en stor sum, er Hepburns Burberry-frakke , som vurderes til at gå for mellem 50.000 og 75.000 kroner, samt hendes samling af ballerinaer, som vurderes til det samme.
De personlige ejendele er blevet sat til salg af Hepburns to sønner, der er halvbrødre. Sønnen Sean Hepburn Ferrer fik hun med sin første mand, Mel Ferrer, mens sønnen Luca Dottis far var hendes anden mand, den italienske psykiater Andrea Dotti. Ifølge CNN har de to sønner tidligere været i retten over rettighederne til moderens erindringer, og de har begge udgivet hver deres bog med fotografier fra moderens liv. De ejer dog begge i fællesskab varemærket ’Audrey Hepburn’.
Selv om Audrey Hepburn er blevet udnævnt til en af Hollywoods største stjerner, så har hun tilsyneladende aldrig selv følt, at hun var den fødte stjerne.
Det fortæller hendes ældste søn, Sean Hepburn Ferrer, til Chrstie’s.
»Hun ville sige – og nu siger jeg det for hende – at hun var heldig…. At hun var det rette sted på det rette tidspunkt,« siger han.
Hans yngre bror tilføjer, at moderen aldrig drømte om at blive en stjerne.
At deres mor blev ligeså kendt som modeikon som for sit skuespiller, mener brødrene skyldes, at hun aldrig overdrev. Hun gik efter devisen ’less is more (mindre er mere, red.)’, fortæller sønnen Luca Dotti.
»Hun ville vælge ting for deres simpelhed og brugbarhed,« siger han og tilføjer:
»Når du finder noget, der passer dig, så bør du holde fast i det.«
Audrey Hepburn ville egentlig være en balletdanser, men fik at vide, at hun aldrig ville få succes.
Hun fik sit gennembrud som Broadway-stjerne i musicalen 'Gigi' i 1951. Derefter blev hun en succes på filmlærredet, hvor hendes mest kendte film var ’Breakfast at Tiffanys'.
Ifølge Christies har hun tidligere selv udtalt følgende:
»Jeg har ikke et kæmpe talent.. Jeg er ikke Laurence Olivier eller Meryl Streep. Jeg endte i denne branche, fordi jeg måtte tjene til livet.«