Sara Bro er kæmpe 'Vild med dans'-fan og har altid drømt om at være med i det populære danseprogram. Tidligere sagde hendes arbejdsgiver nej, men nu er hendes drøm gået i opfyldelse.

»Jeg har altid gerne villet være med. Nu har jeg endelig fået lov,« fortæller Sara Bro med et smil, da B.T. møder hende ved årets første 'Vild med dans'-pressemøde.

Hun ved ikke, hvorfor, DR, der tidligere ikke har villet låne hende ud til TV 2, har skiftet mening, men glæder sig bare over at være med.

Sara Bro fortæller, at hun især glæder sig til at stå foran 'Vild med dans'-dommerne.

Hun har flere gange været i studiet som publikum, så hun ser frem til at høre, hvad Jens Werner og co. mener om hendes dans.

»Jeg glæder mig til at stå foran dem og få efterkritik og for eksempel få at vide, at jeg ikke har strukket min fod ordentligt. Jeg har også altid syntes, at det så sjovt ud at danse jive. Vi skal starte med at danse pasodoble, hvor man skal vise temperament. Det tror jeg også bliver sjovt.«

Sara Bro afslører til sidst, at hun som barn i et par år gik til ballet, hvilket hun tror kan være en lille fordel i 'Vild med dans'.

Radiovært Sara Bro til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Radiovært Sara Bro til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Emil Helms

»Det tror jeg faktisk. Man lærte noget med opstramninger, bevidsthed om symmetri i kroppen og kropsholdning.«

Sara Bro skal danse med Morten Kjeldgaard, der har været med i 'Vild med dans' siden 2009 og blandt andet vandt med bokseren Sarah Mahfoud i 2016.

Han kan godt fornemme, at han har fået en ægte 'Vild med dans'-fan som partner.

»Hun siger meget 'det har jeg set folk lave i 'Vild med dans' før'. Jeg har ikke oplevet nogen, der har genkendt så mange bevægelser på den måde,« fortæller han med et grin.

Se i videoen øverst, hvad Sara Bro ville vælge, hvis hun fik valget mellem at vinde 'Vild med dans' eller en værtsrolle ved Melodi Grand Prix.