Den australske stjerneskuespiller Liam Hemsworth har Ikke gjort det store væsen af sig, efter han blev forladt af sin mangeårige on/off-partner Miley Cyrus i august måned efter blot otte måneders ægteskab.

Blot dage efter bruddet kunne han se billeder af Cyrus på kærlighedsferie med Kaitlynn Carter, og senere har sangerinden fundet sammen med hans landsmand Cody Simpson. Men nu sker der noget i Hemsworths eget kærlighedsliv.

Australske fotografer har fanget Hunger Games-stjernen i sin hjemby, den nordaustralske by Byron Bay, hvor han var i fuld færd med at introducere sine forældre for en ny kvinde.

Der er tale om 21-årige Gabriella Brooks, som er model for mærker som Topshop og Calvin Klein samtidig med at hun læser oldtidskundskab og arkæologi på universitetet i Sydney, skriver News.com.

Luften mellem Liam Hemsworth og Miley Cyrus har tilsyneladende været iskold efter de er gået hver til sit, og Cyrus har blandt andet sagt følgende på sin Instagram-story, efter hun fandt sammen med Simpson:

»Jeg troede, jeg skulle være homoseksuel, fordi jeg troede, at alle mænd er onde, men det er ikke sandt. Der er gode mennesker derude, som tilfældigvis har 'pi***'.

Omvendt har Hemsworth holdt sig mere i skindet, og udtalt, at han ønsker sin snarlige ekskone alt det bedste i fremtiden.

Spørgsmålet er så, om de to stjerner kan holde fingrene til deres nye kærester i fremtiden, for siden 2009 er de gået fra hinanden mindst to gange og fundet sammen igen, og har været forlovet tre gange, inden de endelig blev gift sidste december.