Michael Jackson var en gudsbenådet danser, og de fleste husker især billedet af 'The King of Pop', når han moonwalkede på en sådan måde, at ens kæbe var ved at falde af.

Moonwalken var dog ikke det eneste dansetrick fra Michael Jackson, der efterlod folk ellevilde og chokerede.

I musikvideoen til den populære sang 'Smooth Criminal' ser man, hvordan Michael Jackson i slutningen af videoen læner sig forover i en vinkel på 45 grader, mens hans krop forblev fuldstændig stiv.

En gruppe indiske forskere satte sig for at undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre, og det er nu endt i en rapport.

'De mest trænede dansere med stor styrke kan maksimum opnå en vinkel på 25-30 grader, når de læner sig forover i den position, men Michael Jackson trodsede tyngdekraften og nåede en vinkel på 45 grader, hvilket virkede helt uvirkeligt for alle der så det,' fremgår det af rapporten.

I rapporten konkluderer de indiske forskere, at Michael Jackson havde en enormt stærk muskulatur i ryg og mave, men så er der også et men. Et men, der måske kommer som et chok for nogen:

'Så meget som vi gerne vil tro, at MJ (Michael Jackson, red.) brød forholdet mellem fysiologi og fysik, så viser et patent, der blev registreret under hans navn, at dansetricket blev udført med en smart opfindelse. Sammen med andre opfindere udviklede Michael Jackson en speciel sko, der havde et hul i sålen. Det trekantede hul passede ned i et søm, der var sat fast i scenegulvet, og på den måde kunne popkongen altså læne sig frem i en 45 graders vinkel,' skriver forskerne.

Se en illustration af tricket her:

Foto: Illustration: Manjul Tripathi
Vis mere

Forskerne påpeger dog også, at det kræver enorm styrke i centrum af kroppen og samtidig absurd stærke ankler at lave tricket, og at meget få derfor ville kunne udføre det, selvom de havde skoene på.