Takket være hårdt og ihærdigt arbejde fra blandet andet skuespil-vennerne, fik den store stjerne søndag endelig sin egen statue.
De to granvoksne kvinders tårer flød i en lind strøm i takt med, at det røde velourklæde, der dække statuen, dalede mod jorden.
»Det er så stort, og det er så rørende,« siger den ene. »Ubeskriveligt,« kommer det fra den anden.
For dér stod han, deres far. 2,3 meter høj. Støbt i bronze. Josefine og Dortes far, Danmarks nok største komiker, skuespiller og stjerne Dirch Passer.
»Jeg ved ikke, hvordan Dirch ville have reageret på statuen, men han havde nok sagt: 'nu kan jeg endelig se op til mig selv',« joker Dirch Passer nu 66-årige datter Dorte efterfølgende. Stærkt bevæget og rørt over begivenheden.
Det er 37 år siden, at de begge mistede deres far, som døde af et hjertestop kort efter, at han iført sit klovnekostume faldt om på scenen i Glassalen i Tivoli.
I to timer forsøgte man at genoplive den store stjerne, som havde en perlerække af succeser bag sig. Men forgæves. Han blev blot 54 år gammel.
Søndag blev han endelig bragt til 'live' igen. Eller kom 'op å då', som flere jokede med. Til evig tid.
Revy-elsker Henrik Hansen er manden, som såvel de to døtre som fans kan takke for, at der nu står en stor og flot statue af Dirch Passer foran Revymuseet på Allégade på Frederiksberg.
Han har i flere år kæmpet en utrættelig kamp for at den store stjerne blev hyldet efter fortjeneste, og har sammen med en lang række af Dirch Passer skuespil-venner samlet midler ind til, at det kunne realiseres.
Én af dem er skuespiller Lone Hertz, som i sine unge dage som Lommer-pige spillede revy sammen med Dirch Passer og Kjeld Petersen, som da også kaldte det ‘en meget stor dag’.
»Jeg er så taknemmelig for, at Dirch endelig er kommet hjem. Hjem til sine grønne alléer, sine scener, sit museum, hvor han er stjernen blandt stjerner. Kommet hjem til cafeerne, restauranterne, morgenværtshusene, hvor alle vi piger, Stig Lommer og ikke mindst Dirch sammen med Kjeld Petersen samledes, spiste natmad, drak, hyggede og morede os,« siger hun med reference til gadens berømte værtshuse, der var samlingsstedet for skuespillerne, når aftenens forestilling var slut.
»Her kunne han og Kjeld for et par timer glemme det store ansvar, der hvilede på dem, dét at skulle vælte huset af latter på tre minutter. Igen og igen. Aften efter aften. På scenen var han en supernova, en eksplosion. Klokken 23 blev Dirch sig selv. Så blev han stille. Trak sig ind i sig selv, ind i sit sneglehus,« fortæller Lone Hertz, som også spillede sammen med Dirch Passer i dét, der blev han største nedtur. Forestillingen 'Mus og mænd', hvor han for første gang i sin karriere spillede en tragisk figur, nemlig den tilbagestående Lenny.
»Det var ikke Dirch, der tabte sig selv. Det var publikum, der tabte Dirch. Det var smertende at opleve,« siger hun videre om det tragiske i, at datidens publikum ikke ønskede at se den store komiker i en seriøs rolle.
De grinede ham - helt bogstaveligt - af scenen.
Dorte Passer - som dengang var ni til ti år gammel - husker tydeligt tiden.
»Jeg kan tydeligt huske, at han var dybt skuffet. Ikke over sit skuespil, men over publikums reaktion. De fattede det slet ikke. Men han kom over det. Det skulle han jo.«
Nu står Dirch Passer så på Allégade på Frederiksberg og løfter på hatten. Til alle og enhver.
»Jeg har virkelig set frem til dagen i dag. Det er så fantastisk. Næsten ubeskriveligt. Det er som om, han slet ikke har været væk, at han er her stadigvæk,« siger Dorte Passer.
For hendes 14 år yngre lillesøster Josefine - som er fra Dirch Passers andet ægteskab - er der en helt særlig magi i, at faderen nu står på den fine plads på Frederiksberg.
»Det er lidt ligesom en ring, der bliver sluttet. For min datter Mathilde er skuespillerelev og i gang med sin afgangsforestilling inde på Riddersalen (teatersal, som er nabo til Revymuseet, red.), og det er dejligt for hende at vide, at han står lige her og passer på hende,« siger Josefine Passer og kæmper med at holde tårerne tilbage.
»Det er en fantastisk smuk skulptur af min far. Det er så vidunderligt, og det er også derfor, at jeg græder så meget, som jeg gør. Jeg bliver virkelig berørt af det. Denne dag emmer så meget af kærlighed, og det er et fantastisk minde om min far. Det er bevægende at se, at han stadig har så stor en plads i så mange menneskers hjerter,« siger 52-årige Josefine Passer og krammer den miniudgave af statuen, som både hun og Dorte fik overrakt. Deres egen mini-Dirch.
»Jeg har ingen idé om, hvor den skal stå. Men han skal have en vigtig plads.«
