Torsdag er der premiere på Woody Allens nyeste film. BTs Jan Eriksen fortæller om sit 36 år lange forhold til den 77-årige filmmager.
Østre Anlæg er ikke Central Park. Østbanegade er ikke 5th Avenue.
Men en sen august-aften for præcis 36 år siden var det alligevel som om, at der var en særlig glans over himlen over Østerbro.
Jeg var netop blevet lejer af hele 12 kvadratmeter klubværelse med udsigt til Idrætsparken.
En lille flok af de nye naboer lokkede med en tur i biffen. ’Mig og Annie’ med ham der Woody Allen, som alle talte om. I dag ville den lille mand med de sorte nørdbriller, dynehår og universitetsjakke glide naturligt ind på en hvilken som helst hipstercafé på Vesterbro. Dengang i 1977 var Woody det hippeste.
Neurotisk og snappy
Jeg gik i biografen fyldt til randen med sydsjællandsk jantelov og skepsis. Forlod den som en forblændet mand. Eller mand og mand. 19-årig.
Humoren. Den selvironiske, neurotiske vibe. Vidunderlige replikker. Snappy replikker, ville de sige på ovennævnte caféer i dag.
Forholdet mellem Annie og Alvy. Den gnistrende køkkenscene med hummerne. Timingen. Billederne, selvfølgelig. Diane Keatons uimodståelige smil og sære, nu ikoniske garderobe. Kreeret af en af de store modekanoner, fortalte den rødhårede med de grønne øjne fra 1. sal i klubværelsesopgangen.
Jeg har lige tjekket. Kanonen var Ralph Lauren.
Hvad var den lille mand med de sorte briller mest forelsket i? New York eller sin medspiller Diane Keaton. Sig selv muligvis. Jeg blev forelsket i dem alle tre den aften i august 1977.
Set i bakspejlet faldt Woody nok på det rette tidspunkt i en tid, hvor Røde Mor definerede dansk anti-establishment-humor. Jeg kunne og kan ikke med fundamentalisme. Anede ikke, at det kunne være sjovt at være humanist. Dengang kendte jeg ikke begrebet stand-up comedy. Der er ingen tvivl om, at Woody med alle sine smarte oneliners åbnede mine øjne for den form humor.
Et par år senere havde jeg min egen Diane med i biffen. Billedsymfonien ’Manhattan’. Smukkere sort/hvid hyldest til en by, til filmlærredet, kender jeg ikke. Og så med George Gershwins musik.
Unge generationer filmbuffs burde tvinges til at se den. Med truslen om ellers at skulle tilbringe tre måneder i selskab med en forsikringsagent. For nu i al ydmyghed at spinde over en af Woodys egne, utallige filmjokes.
Det forunderlige ved Woody er, at det mindst er lige så smart at sige, at man hader hans film, som at man er fan.
Kritikerne har ret
Jeg forstår alle argumenterne for at hade hans film. Altmodisch filmkunst. Narcissisme. En-dimensionelle neurotiske dramaer. Alt for mange ord. Alt for mange fobier. Fortænkte kammerspils-tableauer. Filmene handler alle sammen om det samme. Han bruger de kendte stjerner, nærmest som var de glansbilleder. Alle hans mandlige hovedroller bliver små Woody'er. Jeg giver kritikerne helt ret, og holder endnu mere af mandens film.
Da jeg sidste år så åbningsscenen i ’To Rome With Love’, hvor Woodys figur lufter et par af sine mange fobier i flykabinen, trak jeg på smilebåndet på samme måde, som når man møder en kær, gammel ven.
Den har været udfordret, kærligheden. Det er både Woodys og min egen skyld. Som det altid er med den slags. Han har spillet med i nogle hæslige film for at tjene penge. Han havde en periode sidst i 80erne, hvor manuskripterne blev mere søgende. Måske også tungere. Eksistentialistiske. Kedeligere.
Efter ’Radio Days’ frem mod triumviratet ’Mænd og koner’ (92), ’Manhattan mord mysteriet’ (93) og den prægtige ’Bullets over Broadway (94). Der kan gå nogle år med flade Woody-film, og så kommer en regulær skønhedsåbenbaring som ’Vicki, Cristina, Barcelona’ med triumviratet Scarlett, Penélope og Javier.
Der har været perioder, hvor jeg mere har kigget i retning af testosteronfyldte actionfilm. Episke dramaer. Det jeg kalder tegneseriefilm, Spider-Man, Batman, Superman, Die Hard 78, eller hvad Bruce er nået til, som jeg ser sammen med min søn.
Men Woody vil altid være der.
Sell-out
Det er vel mere eller mindre dokumenteret, at Barcelona, London, Paris og Rom har medfinansieret hans film. Nogle mener, at det er en form for sell-out. Jeg kunne ikke bekymre mig mindre. Håber bare at flere af verdens smukke hovedstæder vil komme til lommerne.
Og selvfølgelig skal jeg ind at se den nye ’Blue Jasmine’.
Hvis jeg ikke lider af en eller anden ukendt dødelig sygdom, og derfor ikke lever i næste uge. Ikke skal gå over åbne pladser. Ikke skal køre i elevator. Ikke skal højt op i luften. Ikke ser en edderkop. Eller en hund. En kat. En tiger. Eller løber ind i en større menneskemængde.
