Hun har spillet et utal af roller i store Hollywoodfilm.

Men nu træder Emma Stone i sit livs måske hidtil største rolle.

Hun er nemlig blevet mor for første gang. Det skriver det amerikanske medie TMZ.

Ifølge kilderne skulle skuespilleren have født 13. marts, men der er altså endnu ikke meldt noget officielt ud fra Stone-lejren.

Dette flugter dog ganske godt med det image, som Emma Stone og hendes mand, Dave McCary, har.

De er nemlig kendt for at værne om privatlivet.

Derfor var det også først i januar i år, at nyheden om stjernens graviditet nåede i medierne, da hun blev set med en ordentlig babybule.

Af disse grunde vides det derfor heller ikke, om det er en dreng eller pige, som filmstjernen har født.

Parret mødte hinanden i 2016, da hun var vært på tv-programmet 'Saturday Night Live', mens McCary instruerede et af programmets sketches.

I 2019 friede han, og i 2020 sagde da ja til hinanden – selvfølgelig ved et hemmeligt bryllup.

Barnet er parrets første.

Emma Stone er et af Hollywoods hotteste navne med en perlerække af roller, og i 2016 vandt hun en Oscar for sin præstation i filmen 'La La Land'.