Rapperen Eminem er en stor fan af X-factor og har sagt til dommer Simon Cowell, at han gerne vil være dommer i programmet.

Han er ikke helt tilfreds med Dannii Minogue, der er søster til Kylie Minogue, og manager Louis Walshs dommerpræstationer indtil videre. Især ikke på grund af, at han ikke mener de har gjort nok for at hjælpe talenter til en succesfuld karriere. 

- Det er ikke for at vise manglende respekt overfor de nuværende dommere, men der skal bruges globale, storsælgende stjerneri panelet. Du bliver nødt til at forberede deltagerne på, hvordan det virkelig er derude og hvilket slags pres du er under, siger Eminem til den britiske tabloidavis The Sun.

Hip-hopperen er sikker på, at han sammen med sin gode producer-ven Dr. Dre kunne finde store stjernefrø til det britiske talentshow, hvis de fik chancen som gæstedommere.
 
- Der kommer så meget gennemsnitligt talent ud af talentshows. En hip-hop-stjerne vil aldrig vinde et talentprogram som 'X-factor' uden en som mig i panelet. Det kræver én med en magt til at åbne døren for dem.

Eminem mener dog ikke, at han vil have tid til en fast dommertjans i programmet, men vil kun tilbyde sin hjælp som gæstedommer. Simon Cowell har endnu ikke set ud til at bide på tilbuddet.