Emilia Clarke chokerede, da hun i marts fortalte, at hun havde haft to hjerneblødninger, mens hun indspillede 'Game of Thrones', og nu forklarer hun, hvordan hun klarede sig igennem den forfærdelige oplevelse.

»Jeg vidste helt oprigtigt, at jeg var ved at blive hjerneskadet.«

Det sagde hun til Stephen Colbert, da hun tirsdag var gæst i 'The Late Show with Stephen Colbert', skriver Daily Mail.

54-årige Colbert spurgte den smukke engelske skuespiller, om hun var klar over, hvad der faktisk var ved at ske, da hun fik den første aneurisme, hvortil hun svarede: 'Du ved det. Du ved det helt sikkert.'

Emilia Clarke beskrev oplevelsen som den værste hovedpine, et menneske overhovedet kan forestille sig, blandet med voldsom sygdom.

Så snart Emilia, som spiller Daenerys Targaryen i fantasy-serien 'Game of Thrones', begyndte at mærke, at hendes hjerne var i gang med at tage skade, forsøgte hun at hjælpe sig selv.

»Jeg prøvede at holde mig så aktiv som mulig. Jeg bevægede mine fingre, mine tæer og hænder. Jeg stillede mig selv spørgsmål. Jeg prøvede faktisk at tvinge min hukommelse til at arbejde så meget som muligt for at holde mig ved bevidsthed,« sagde hun.

Da Stephen Colbert spurgte, hvordan hun vidste, hvad hun skulle gøre, svarede hun, at hun ikke var i tvivl - at sindet er en fantastisk ting, og hun bare vidste det.

Og den traumatiske oplevelse, som betød, at Clarke måtte opereres i hjernen, resulterede også i, at hun efterfølgende havde en generel frygt for livet.

»Ærligt, hvis jeg skal være helt ærlig, så gjorde det mig helt forstenet af frygt det meste af tiden. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det gav mig lyst til at hoppe i faldskærm,« sagde hun og tilføjede:

»Men jeg var med i 'Game of Thrones', som er næsten det samme, i nogle sæsoner.«

Hun sluttede af med at fortælle, at frygten for livet ikke hang fast, og at hun fik nyt perspektiv, da det på et tidspunkt gik op for hende, hvor heldig hun var. Resten af livet vil hun vide, hvor heldig hun havde været at overleve uden mén.