'Emil fra Lønneberg'-stjernen Maud Hansson Fissoun er død.

Hun blev 82 år gammel.

Det skriver Aftonbladet, der har fået dødsfaldet bekræftet af Jan Göransson, der er pressechef ved det svenske filminstitut.

»Hun nåede at arbejde med nogle af de største,« siger han til det svenske medie.

Ifølge Jan Göransson døde Maud Hansson Fissoun 1. oktober.

Hun spillede som 19-årig med i filmen 'Det syvende segl', der blev instrueret af Ingmar Bergman, men hun er bedst kendt for sin rolle som tjenestepigen Line i 'Emil fra Lønneberg'-filmene, der er baseret på Astrid Lindgrens bøger af samme navn.

»Ligesom den kærlighedssyge tjenestepige i 'Emil fra Lønneberg' indtog hun en plads i svenskernes hjerter for evigt. Med den rolle blev hun virkelig populær,« siger Jan Göransson til Aftonbladet.

Maud Hansson Fissoun giftede sig i 60'erne med den græsk-russiske skuespiller Petros Fissoun, der døde i 2016.