Forleden vendte Elvira Pitzner snuden mod hjemlandet efter at have opholdt sig i Dubai under stor mediebevågenhed den seneste tid.
»Så skal jeg hjem i karantæne,« skrev hun blandt andet på Instagram, før hun isolerede sig i sin mors hjem. Dagen efter tog hun på udflugt.
Det fremgår af flere såkaldte stories på Instagram, hvor man kan se, at diamantdatteren torsdag forlod opholdsstedet i Vedbæk for tage ud til sit eget hus, som er under renovering.
Turen til huset er ikke gået ubemærket hen, og på det sociale medie Reddit kritiserer flere brugere da også den 23-årige influencer. Skriver, at de politianmelder hende, fordi de mener, hun har brudt isolationen.

Sagen er nemlig, at der søndag blev indført nye, mere strikse indrejseregler i Danmark.
Regler, der påbyder, at man skal testes, så snart man sætter sine fødder i det danske kongerige, og gå direkte i ti dages isolation.
I en pjece fra Sundhedsministeriet fremgår det, at der findes undtagelser, hvor det er tilladt at bryde isolationen – eksempelvis hvis man skal i akut behandling i sundhedsvæsnet eller er under 15 år.
Derudover er det tilladt at bryde isolationen, hvis man kan fremvise en negativ covid-19-test taget på fjerdedagen for hjemkomsten.
Sidstnævnte kan ikke være tilfældet for Elvira Pitzner, da hun først kom hjem onsdag.
Efter alt at dømme var hun alene afsted på turen til huset torsdag, men i Sundhedsministeriets pjece lyder det, at det slet ikke er tilladt at forlade »isolationsstedet, før udløbet af perioden«.
Overholder man ikke reglerne, kan man blive straffet med en bøde på 3.500 kroner. En bøde, som Elvira Pitzner bør idømmes, hvis man spørger brugerne på Reddit.
B.T. ville gerne have talt med Elvira Pitzner om sagen. Spurgt hende, om hun har en særlig grund til at forlade karantænehytten, og hvad hun siger til kritikken. Hun er dog ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.
Det er ikke første gang, Elvira Pitzner bliver kritiseret for ikke at efterleve coronaregler og -anbefalinger.
Således var hun en af de mange kendte ansigter, der for nylig endte i kraftig modvind for at rejse mod varmere himmelstrøg i Dubai i en tid, hvor alle unødvendige rejser bliver frarådet.
Til stor undren for mange delte hun flittigt billeder af sig på stranden, på restaurant, på en båd … Billeder, der viste en noget mere fri levevis end den, vi oplever i restriktionsramte Danmark i øjeblikket.
Elvira Pitzner og de andre kendissers udlandsophold nåede helt ind på Christiansborg. Helt ind på statsministerkontoret.
»Jeg tror, jeg skal pålægge mig selv lidt restriktioner, inden jeg udtaler mig om det. Der er en grund til, at verden er gået i rød. Der er en grund til, at vi over for alle – inklusive dansk erhvervsliv, som vi lever af i dette land – virkelig anmoder om, at vi ikke rejser ud,« sagde Mette Frederiksen således.
Til sidst blev kritikken nok for Elvira Pitzner, der ellers havde forholdt sig tavs.
På Instagram tog hun bladet fra munden. Forklarede, at hun simpelthen havde rykket teltpælene op og var flyttet til storbyen i De Forenede Arabiske Emirater.
»Ville ønske, jeg kunne breake denne nyhed (om flytningen, red.) med et mere positivt afsæt. Men når nu heksejagten allerede er i fuld gang, kan jeg lige så godt breake den nu,« forklarede hun.
Understregede, at hendes ophold ikke var et udtryk for manglende respekt for retningslinjerne. Flytningen havde været undervejs længe:
»Så det handler ikke om, at jeg er på ferie i Dubai og ingen respekt har for den pandemi, vi oplever, eller at jeg prøver at lyve for nogen,« sagde hun.
»Men når sandheden nu er forvrænget, og jeg pludselig bliver kaldt for landsforræder med videre, har jeg brug for at få ting på det rene. Jeg er her med det formål at blive her.«
Onsdag satte hun sig så på et fly med kurs mod Danmark. For at pakke, ordne arbejde – og hus.