Da reality-kendis Elvira Pitzner for nylig vendte retur til Danmark efter at have været i Dubai, gik hun imod regeringens regler og brød isolationen.
Noget, som diamantdatteren nu erkender på sin Instagram-profil. Og undskylder:
'Jeg vil bare sige, jeg forstår godt, hvorfor der er nogen, der er blevet vrede og irriterede over, jeg havde været i vaskehallen den anden dag, men jeg havde vitterligt ikke tænkt over det, fordi jeg sad i min bil, og på min telefon har jeg en app. Så jeg er ikke engang trådt ud af bilen,' lyder det fra Pitzner.
Hun forklarer, hun bare kørte igennem vaskehallen og klarede betaling over telefonen. Alligevel indrømmer hun, at hun skulle være blevet hjemme.
'Men jeg kan godt se, at det skulle jeg måske ikke have gjort, og jeg vil gerne tage den på min kappe og sige undskyld,' lyder det fra hende i en såkaldt story på det sociale medie.
Dog knytter kendissen ingen kommentarer til, hvad der skete, da hun på sin Instagram viste, at hun formentlig brød isolationen, da hun tog væk fra sit isolationssted for at tjekke til sit hus, som bliver renoveret.
Elvira Pitzner fortæller, at hun igen er et frit menneske. Hun har fået flere testsvar tilbage, og der var altså ingen af dem, der viste et positivt resultat for corona.
Derudover lyder det, at der sker mange spændende ting for den unge kvinde, som for nylig afslørede, at hun er ved at rykke rødderne i Danmark op og rejse til Dubai for bestandig.
Derfor forklarer hun i storyen, at hun er i gang med at sælge både hus og bil her i Danmark.
Forud for den nye opdatering om Pitzners liv ligger uger, hvor både hun og andre kendisser, der har været rejst til Dubai, har fået hug for deres opførsel.
I modsætning til mange andre fortalte Pitzner dog, at hun ikke bare var taget afsted på badeferie. Hun var nemlig i ørkenbyen, fordi hun altså flytter dertil.
»Jeg ved, at vi oplever en pandemi, som er hård for alle. Men jeg ved også, at jeg ikke er til fare for nogen i Danmark, når jeg ikke bor der længere,« lød det fra hende, da hun meldte flytningen ud.
Senere formåede Pitzner dog at vække vrede endnu en gang, da hun ikke overholdt reglerne om isolation.
Og en af dem, der blev provokeret over Elvira, var blogger og komiker-hustru Line Hoffmeyer.
For Pitzner, der sendte en emoji i form af en strakt mellemfinger til sine 'hiaters', skrev, at folk bare havde 'nedtur'.
Hvortil Hoffmeyers svar lød:
'Ja, vi har f***** nedtur. Os, der ikke føler os hævede over loven. Resten af samfundet har det nedtur over kulde, isolation og ensomhed. Men vi har det nedtur for hinandens skyld,' lød det på Hoffmeyers profil.
For nylig blev det offentliggjort, at Elvira Pitzner, som kun er i Danmark for en stund, har fundet kærligheden i Dubai.
Hun danner nemlig par med en 31-årig iraner, som hun siger 'får hende til at grine SÅ meget'.