Det har ikke altid været lige let at få fat i stoffer i Østjylland.

Sådan oplevede den legendariske musiker Elton John det i hvert fald, da han besøgte Randers for at indspille et album.

Ligesom andre store internationale stjerner, som for eksempel George Michael og Judas Priest, har Elton John besøgt den nedlagte landejendom uden for Randers.

Stedet hedder Puk Recording Studios eller bare Puk-studiet, og som for mange andre store stjerner har stoffer og musik gået hånd i hånd for Elton John. I kølvandet på sit brud med Renate Blauel ville Elton John væk fra paparazzierne og besøgte Randers for at indspille 'Sleeping with the Past'.

(Arkivfoto) Elton John med sin daværende hustru, Renate Blauel, 1984. Elton John er i dag homoseksuel og gift med David Furnish. AFP.
(Arkivfoto) Elton John med sin daværende hustru, Renate Blauel, 1984. Elton John er i dag homoseksuel og gift med David Furnish. AFP. Foto: STF
Vis mere

Han ville også væk fra stofferne. Han havde taget kokain i store mængder siden 1974, og det østjyske åndehul skulle hjælpe ham med at lægge det bag sig.

»I en vis forstand lykkedes det også. Ikke engang jeg kunne finde ud af at score stoffer ude på landet i Danmark. Det var midt om vinteren, iskoldt og fuldstændig mennesketomt; det havde været lettere at finde en kokaindealer på månen,« skriver Elton John i sin nye bog, 'Mig', ifølge Se og Hør.

Selv om det ikke just var nemt at opdrive hårde stoffer dengang, manglede han ikke fester.

Hver aften tog Elton John ind til Randers for at slippe tøjlerne på det lokale værtshus. Her ventede flere overraskelser.

I sine erindringer, som udkom forrige uge, fortæller han, hvordan danskerne holdt arven fra de gamle vikinger i live.

De fik ofte drukket Elton John under bordet, og især den lokale spiritus – Nordsøolie – husker han som særdeles 'livstruende'.

Mere end én gang vågnede musikeren på en andens værelse med de værste tømmermænd i verden på grund af den klistrede lakrids-bitter.

I sin nye bog fortæller Elton John hudløst ærligt om sit årelange kokainmisbrug.