Gal eller genial? Eller begge dele?

Det er spørgsmål, der rumsterer hos mange, når det kommer til rigmanden Elon Musk.

Den 49-årige iværksætter og stifter af Tesla deler nemlig i den grad vandene.

For selvom hans svimlende indtægt har gjort ham til en af verdens rigeste personer, så er mange alligevel skeptiske over for rigmanden, der blandt andet blev lagt for had, da han tilbage i marts 2020 kaldte panikken omkring coronapandemien for 'dum'.

For nylig afslørede Elon Musk så, at han 8. maj springer ud som tv-vært, da han skal være vært på det populære amerikanske tv-program 'Saturday Night Live'.

Og det er bestemt ikke blevet velmodtaget af alle. Det skriver New York Post.

'Jeg vil bogstaveligt talt hellere se maling tørre end at se Elon Musk i 'SNL', skriver en bruger for eksempel på Twitter.

'Jeg er så skuffet', lyder det fra Jenelle Riley, der er journalist og redaktør for magasinet Variety.

'De har intet lært. En vært burde have et eller andet form for talent udover … at være rig? Eller som minimum burde det være en, som ikke lyver og spreder misinformation omkring en pandemi,' fortsætter hun og henviser til, at rigmanden tidligere er blevet beskyldt for ikke at tage sygdommen seriøst.

Elon Musk har for eksempel kritiseret coronatests'ene, kaldt nedlukningen for 'udemokratisk og fascistisk', mens han ligeledes har antydet, at læger har oppustet dødstallene for egen økonomisk vinding.

Elon Musk ved en tidligere præsentation af en ny Tesla.
Elon Musk ved en tidligere præsentation af en ny Tesla. Foto: Aly Song
Vis mere

Det er ikke kun 'Saturday Night Live'-fans, der er sure over, at Elon Musk skal styre showet 8. maj.

Flere de faste medarbejdere på programmet virker heller ikke begejstrede.

For eksempel har komikeren Bowen Yang, der er manuskriptforfatter på programmet, kaldt nyheden for 'en dårlig joke'.

Også komikerne Andrew Dismukes og Aidy Bryant har udtalt sig kritisk om Elon Musk i en række – nu slettede – opslag på sociale medier.

Derudover er også Miley Cyrus landet i modvind over Elon Musks værtsjob.

Det er hun, fordi hun efter planen skal stå for den faste musikoptræden i programmet, hvor Elon Musk skal være vært.

'Miley, du skal ikke associere dig med ham,' skriver en bruger for eksempel på Twitter, hvor Miley Cyrys har delt et opslag om det kommende program.

'Saturday Night Live' har ikke udtalt sig om kritikken, men ifølge Page Six skal de ansatte have fået besked på, at hvis de ikke har lyst til at medvirke sammen med Elon Musk, så vil de ikke blive tvunget til det.

Indtil videre skal ingen dog have trukket sig.