Den amerikanske talkshowvært Ellen DeGeneres stopper som vært.

Siden 2003 har 'The Ellen DeGeneres Show' været et af USAs mest populære talkshow, men efter 19 sæsoner og mere end 3.000 afsnit er det slut efter den kommende sæson.

»Når du er en kreativ person, så trænger du konstant til at blive udfordret – og uanset hvor godt og sjovt dette show er, er det ikke en udfordring længere,« udtaler den 63-årige Ellen DeGeneres til Hollywood Reporter.

Hun fortæller videre til Hollywood-mediet, at hun oprindeligt ville stoppe for tre sæsoner siden, men så blev hun overtalt til at fortsætte lidt endnu, og derfor har hun hele tiden vidst, at sæson 19 ville blive den sidste.

Ellen DeGeneres.
Ellen DeGeneres. Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

Hollywood Reporter spørger hende, hvad hun skal lave i stedet for, men det ved hun endnu ikke.

»Jeg har nogle ideer, men min agent synes, jeg lige skal stoppe op og trække vejret,« fortæller Ellen DeGeneres og tilføjer:

»Men jeg ved ikke, hvor længe jeg kan gøre det. Jeg er som en Ferrari i tomgang. Jeg har konstant brug for at være i gang.«

Ellen DeGeneres fortæller, at hun godt kunne forestille sig at lave film, hvis den rigtige rolle dukker op. Foreløbig skal hun dog i gang med at arbejde på et miljøprojekt i Rwanda.

Ellen DeGeneres er gift med skuespiller Portia de Rossi
Ellen DeGeneres er gift med skuespiller Portia de Rossi Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Hun blev sidste sommer pludselig anklaget på sociale medier for ikke at være så sød, som hun fremstår på tv.

Blandt andet opfordrede en komiker ved navn Kevin T. Porter på Twitter alle om at dele deres værste Ellen DeGeneres-historier. Her blev hun ifølge norske Dagbladet blandt andet kaldt for 'den værste person, der findes'.

Der blev ifølge Hollywood Reporter også igangsat en undersøgelse om arbejdsmiljøet på hendes talkshow, der førte til, at tre produktionsledere blev fyret.

Hollywood Reporter spørger Ellen DeGeneres, om beskyldningerne har noget at gøre med beslutningen om, at hun nu stopper.

»Det var lige ved at påvirke showet. Det var meget sårende. Men hvis jeg var stoppet på grund af det, så havde jeg ikke lavet denne sidste sæson.«

Ellen DeGeneres vil torsdag lade sig interviewe af Oprah Winfrey om sin beslutning om at stoppe talkshowet.