Den amerikanske 'Ringenes herre'-stjerne Elijah Wood ser ud til både at skulle giftes og snart blive far.

Det viser flere billeder af skuespilleren og hans danske kæreste, Mette-Marie Kongsved.

Det skriver eksempelvis Daily Mail, der bringer flere billeder af parret.

Her ser den danske tv-producent Mette-Marie Kongsved ganske gravid ud og med en ring på ringfingeren. Det konstaterer flere medier er lig med, at parret også skal giftes i den nærmeste fremtid.

Hverken skuespilleren eller kæresten har tidligere talt offentligt om deres forhold, som først kom frem i pressens lys i 2017. Her blev de set på ferie i den svenske by Harads.

Ved samme lejlighed blev de også set på restaurant Tuppen i Sundsvall den 28. december. To dage senere blev de set på Bilbolagets Cafe i Östersund og derefter i en tøjbutik i Frösö.

Ved den lejlighed blev den danske kvinde peget ud som den danske producent Mette-Marie Kongsved.

Ifølge Aftonbladet startede den danske Mette-Marie på det Los Angeles-baserede filmselskab XYZ Film som praktikant i 2013 efter en karriere inden for moderne dans og ballet. Men nu arbejder hun med at udvikle tv og film, og det var angiveligt sådan, at de to mødtes.