Det begyndte med en god idé i Jylland og endte med at blive en af danmarkshistoriens største erhvervssucceser. Men fundamentet vakler under ikoniske Bang & Olufsen. Og coronakrisen har kun gjort det værre.

Nu har B&O dog trukket et nyt kort og ansat grevinde Alexandra. Men er det et pr-stunt, eller kan hun rent faktisk hjælpe B&O? Eksperterne er ikke enige.

Ifølge Bang & Olufsen begyndte grevinde Alexandra i sit nye job mandag i en nyoprettet stilling, hvor hun får titlen 'director, Client Programmes'. Stillingen er deltids, og grevinden skal blandt andet arbejde med udviklingen af nye kundegrupper.

Peter Horn, der er brandingekspert og direktør hos Peter Horn & Co. Management Consulting, har svært ved at se, hvordan grevinde Alexandra skulle blive en gevinst for B&O.

»Jeg er ikke sikker på, at hun generelt har de rigtige forbindelser. Måske kender hun nogle velhavende mennesker, og jeg vil heller ikke underkende, at hun har nogle talenter, men hvis hun skal gøre en indsats, så er det hårdt arbejde. Og jeg tror ikke, hun kan gøre det på deltid,« siger han og tilføjer, at han mener, at B&O burde satse et andet sted.

»Det virker lidt som et pr-stunt, hvor de vil have en kendt person med, og hvor de så ser, hvem de kan få til rimelige penge. Hvis jeg var dem, ville jeg hellere ansætte nogle dygtige designere end en tidligere prinsesse,« siger han.

Ifølge Peter Horn er problemet hos B&O, at de ikke har formået at følge med tiden, så deres brand er blevet udvandet

Lektor i branding ved CBS Mads Mordhorst er enig i, at problemerne hos B&O, der i sidste uge var tvunget så meget i knæ, at de blev nødt til at udstede flere aktier for akut at skaffe 400 millioner kroner, skyldes, at brandet ikke længere er så stærkt, som det har været.

Grevinde Alexandra skal tilbage på arbejdesmarkedet – for første gang, siden hun i 1995 blev gift med prins Joachim.
Grevinde Alexandra skal tilbage på arbejdesmarkedet – for første gang, siden hun i 1995 blev gift med prins Joachim. Foto: Henning Bagger
Vis mere

For mens andre danske designvirksomheder som Fritz Hansen buldrede frem internationalt op gennem 00'erne, så blev B&O fanget i, at de både ville være førende på teknologi og design. Og de blev overhalet på teknologidelen.

»De har virkelig prøvet alle mulige ting, men har tabt brandet, så der er ikke et marked. De bliver ikke set som ekstraordinært eksklusive mere, og folk vil ikke betale den store forskel, som der er på deres produkter og andre. Dels fordi de ikke er bedre, og dels fordi det identitetsprojekt, de har haft, er blevet overtaget af andre,« siger Mads Mordhorst.

Historien om B&O var ellers et sandt eventyr – og udsprang langt fra kontoret på Gl. Lundtoftevej i Lyngby, hvor grevinde Alexandra skal arbejde.

Tilbage i 1925 fik de to jyske ingeniører Peter Bang og Svend Olufsen en god idé. De ville producere radioer sammen og stiftede virksomheden Bang & Olufsen i Struer, hvor virksomheden i øvrigt stadig har sit hovedsæde.

Med tiden leverede B&O også lydanlæg til biografer, og sidenhen kom grammofoner og tv-apparater til. I 1964 kom det internationale gennembrud med stereo-transistorradioen Beomaster. Det fortsatte op gennem 70'erne og 80'erne, hvor B&O blev et mere luksuriøst mærke, der rettede sig mod et velhavende kundesegment.

Siden finanskrisen har B&O dog haft det svært. Og coronakrisen har altså kun gjort det værre. Men måske er bedre tider på vej.

Ifølge Mads Mordhorst giver det i hvert fald god mening, at B&O har valgt at ansætte netop grevinde Alexandra.

»Hun som person inkarnerer den fortælling, som de tidligere har haft. Det eksklusive og globaliseringen. Hendes fortid var som succesfuld karrierekvinde, og hun kan bygge bro mellem det historiske, det nostalgiske og det moderne. På den måde passer hun meget godt til B&O's traditionelle fortælling,« siger han med henvisning til, at grevinde Alexandra havde en karriere i erhvervslivet i Hongkong, før hun for 25 år siden blev gift med prins Joachim og blev dansk prinsesse.

Ifølge Mads Mordhorst får grevinde Alexandra formentlig også noget ud af samarbejdet.

»Det passer godt til Alexandra, for det her handler også for hende om at styrke sit brand. Det virker til, at det er det, hun gerne vil – og at det kan åbne veje til andre bestyrelsesposter. Hvis hun nu havde sagt, at hun skulle være kampagneleder for Domino's Pizza eller Ikea, så havde det ikke fænget. Det her er eksklusivt og passer til hende,« forklarer han.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra grevinde Alexandra. I en pressemeddelelse udtaler hun dog, at hun ser frem til sit nye job:

'Bang & Olufsen er et dansk ikon, og jeg glæder mig til at blive en del af virksomheden og til samarbejdet med mine nye kolleger og partnere,' lyder det fra grevinden.

Økonomien vakler under Bang & Olufsen, der har haft det svært de seneste år.
Økonomien vakler under Bang & Olufsen, der har haft det svært de seneste år. Foto: Reuters Staff
Vis mere