Ikke én, ikke to, men hele tre 'løver' har meddelt, at de forlader DR-programmet 'Løvens Hule'.

Det vækker undren hos branding-ekspert. Han mener, at især Jesper Buch og Jacob Risgaard bliver svære at erstatte, men det kan også give nye muligheder for DR.

»Spørgsmålet er, om der er noget, der har haft en indflydelse på, at de har valgt at trække sig alle sammen samtidig. Det er jo aldrig set i 'Løvens Hules ' historie, at der er så mange, der har trukket sig på samme tid.«

Sådan lyder det fra brandingekspert William Atak dagen efter, at det kom frem, at både Jesper Buch, Jacob Risgaard og Christian Arnstedt har valgt at stoppe i det populære DR-program.

Anne Stampe Olsen er klar på en ny sæson af 'Løvens hule' - men Jesper Buch er ude.
Anne Stampe Olsen er klar på en ny sæson af 'Løvens hule' - men Jesper Buch er ude. Foto: Foto: Per Arnesen / DR.
Vis mere

»Det skaber jo spekulationer, når der ud af fem er to 'løvinder' tilbage, mens tre 'løver' smutter. Det sætter jo gang i nogle spekulationer om, hvorvidt nogle af de her 'løvinder' har haft for meget indflydelse og fyldt for meget, eller om programmet har ændret retning til, at kvindelige iværksættere skal fylde mere?,« siger han.

Ifølge William Atak, så har især Just Eat – millionæren Jesper Buch, der har været med helt fra start, været et enormt aktiv for 'Løvens Hule'.

»Jesper Buch har jo nok været den mest populære 'løve' og iværksætter i Danmark – særligt blandt de unge iværksættere. Så når han smutter, og der kommer en ny, som ikke kan fylder Jespers sko ud, så tror jeg, at programmet kommer til at miste rigtig mange seer,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror, at Jesper med hans person har ramt netop iværksætterne på en rigtig god måde.«

Jesper Buch fotograferet i sit hjem på Frederiksberg.
Jesper Buch fotograferet i sit hjem på Frederiksberg. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Jesper Buch har ifølge egne beregninger siddet i den varme stol i 80 timer over otte sæsoner, skrev han tirsdag på Instagram. 

De 800 timer har dog ikke været helt lette, for til tider har Jesper Buch og nogle af de andre investorer fået kritik for, at de har for høje krav, forventninger og tilgang til iværksætterne.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis man har en person med kant, så er der nogen, der vil tænke: 'Det er rart, at Jesper smutter'. For han har helt sikkert været en, der har gjort, at man krummer tæer, når man ser programmet, men de personer, der ser de her programmer – iværksætter typerne – de kan jo godt lide ham,« lyder det fra Atak, der fortsætter: 

»Jeg er ikke i tvivl om, at han med den kant, har gjort en del til, at programmet er blevet en succes,« siger han.

Af samme årsag er William Atak heller ikke i tvivl om, at det bliver svært for DR at finde en erstatning for Buch:

»Man ved jo, at det er svært at erstatte en hovedperson, der har haft en særlig personlighed,« siger han og tilføjer:

»Jeg har svært ved at se, hvem de kan hive ind.«

I forvejen har rigmænd som Jubii-stifter Martin Thorborg og Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensen flere gange overfor B.T. afvist, at de kunne være interesseret i at deltage i programmet.

William Atak er brandingekspert.
William Atak er brandingekspert. Foto: Pressefotos% Daniel Nielsen - frozenpanda.com
Vis mere

Og flere andre kendte erhvervsfolk som Christian Stadil, Birgit Aaby, Tommy Ahlers og Peter Warnøe har allerede tidligere været 'løver', men valgte alle at stoppe.

Ifølge Mads Mordhorst, der er lektor ved CBS og ekspert i branding, så kan den store udskiftning i 'løver' dog også åbne for nye muligheder hos DR.

»Både Risgaard og især Buch repræsenterer den entreprenørfortælling, som man kan knytte meget til en neoliberal grundtanke. Og i dag er det måske nogle andre entreprenørtyper i Danmark, hvor det handler om at gøre noget godt i verden. Noget, der er brug for,« siger han og tilføjer:

»Så det vil måske være godt med nogle løver, der i højere graf kan repræsentere den verden, vi har i dag med klimakriser og andet,« siger han.

Han er dog enig med William Atak i, at især Buch har haft en stor betydning for programmet:

»Der er ikke nogen tvivl om, at Buch af flere grunde har været en af kernene i programmet. Han er jo lidt 'Løvens Hules' Blachman. Men som man har set i adskillige serier og andet, så er man i stand til at udskrive væsentlige personer og komme videre bagefter.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra både Jesper Buch og Jacob Risgaard. Det har ikke været muligt at få kontakt med dem.

De har begge meddelt på deres sociale medier, at de stopper grundet tidsmæssige årsager.

DR har oplyst til B.T., at investorerne i 'Løvens Hule' ikke får honorar for deres deltagelse.

DR har desuden oplyst, at de kommer en ny sæson af 'Løvens Hule', hvor de vil være nye investorer.

Her har de to kvindelige investorer i programmet, Anne Stampe Olsen og Louise Herping Ellegaard, allerede bekræftet, at de er med i den nye sæson.