‘Vild med dans’-eksperten mener, at programmets sædvanlige dansedarling skuffer fælt, mens en anden af de professionelle dansere stjæler rampelyset i år. Det er dog en helt tredje, han tror ryger ud i aften.

Hvis der er én af de professionelle dansere i ‘Vild med dans’, der har status af seer-darling, så er det Silas Holst. Det skriver Realityportalen.

Han vandt dansekonkurrencen for anden gang sidste år, og efter han tidligere på måneden stod frem og fortalte, at han mistede lysten til at fortsætte i ‘Vild med dans’ efter de mange grimme beskeder, han modtager som følge af sin deltagen, så er det sværmet ind med kærlighed og opbakning til den travle danser.

Og måske er det netop den store opmærksomhed på Silas Holst i programmet, eller måske netop den travle kalender – der udover ‘Vild med dans’ også byder på en hovedrolle i ‘Dirty Dancing’-musicalen og en ‘Disco Tango’-koncertturné.

Men uanset hvad, så kan det ses, at Silas ikke er lige så til stede på dansegulvet, som han plejer, mener ‘Vild med dans’-ekspert hos Danske Spil, Mathias Reimer Larsen.

»Silas har altid været den danser i ‘Vild med dans’, der tog flest chancer og havde de mest kreative koreografier. Men i denne sæson synes jeg slet ikke, han blomstrer, som han plejer. Det er som om, at han ikke giver sig helt.«

»Han har selvfølgelig også gang i meget udover ‘Vild med dans’. Det synes jeg godt, man kan mærke. Og selvom Nukâka gør det rigtig godt på dansegulvet, så er hun også lidt reserveret,« forklarer han.

Silas Holst og Nukâka Coster-Waldau
Silas Holst og Nukâka Coster-Waldau Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

En ny favorit

Derimod er der en anden af de professionelle dansere, som virkelig skinner igennem i år, mener ‘Vild med dans’-eksperten.

»Thomas Evers Poulsen stråler af sundhed og danseglæde, som aldrig set før i ‘Vild med dans’ historie. Det udtrykte Jens Werner også i fredags. Thomas har måske aldrig haft en partner, der også løfter ham til et helt nyt niveau. Det synes jeg er interessant,« siger Mathias.

Han vurderer dog stadig, at favoritterne til at vinde ‘Vild med dans’ 2020 er Emili Sindlev og Mads Vad, som dog er skarpt forfulgt af Thomas Evers Poulsen og dansepartneren Merete Mærkedahl.

Thomas Evers Poulsen og Merete Mærkedahl
Thomas Evers Poulsen og Merete Mærkedahl Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvem ryger ud?

Selvom Silas Holst har været den, der har skuffet bookmakeren Mathias Reimer Larsen mest, så tror han ikke på, at Silas og Nukâka bliver stemt ud i aften. Han tror derimod, det bliver Sara Bro og Morten Kjeldgaard, vi skal vinke farvel til.

»Parret har nu været i omdans to gange, og det virker ikke som om, de har stemmerne med sig,« forklarer Mathias, der forudser, at deres omdans kommer til at stå mod Albert Rosin Harson og Jenna Bagge.

»Jeg har tidligere beskrevet Albert som en ”dark horse”, der godt kunne danse sig ind i finalefeltet. Men han er simpelthen blevet overhalet af nogen, der har udviklet sig mere. Måske har han fokuseret mere på Jenna, end på dansen,« siger Mathias med et glimt i øjet.

Sara Bro og Morten Kjeldgaard
Sara Bro og Morten Kjeldgaard Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Albert Rosin Harson og Jenna Bagge
Albert Rosin Harson og Jenna Bagge Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.