Ankerstjerne meddelte tidligere på sommeren, at han ikke er med i næste udgave af 'X Factor'.

Nu drømmer han om at lave en tv-serie sammen med sin kæreste.

Sammen med filmbranchens hypede Avaz-brødre, der for tiden er aktuelle med TV 2-serien 'Alfa', er den 36-årige musiker i gang med at caste til en tv-serie.

Blandt andet leder de efter en ung rødhåret fyr, der kan rappe og synge, men der er ikke tale om en selvbiografi, fortæller Ankerstjerne med et smil, da B.T. møder ham ved 'Zulu Comedy Galla'.

Ankersjerne på den røde løber ved ZULU Comedy Galla 2020 der afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Ankersjerne på den røde løber ved ZULU Comedy Galla 2020 der afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Jeg kan godt forstå, at man skulle tro det, men det er det faktisk ikke. Man skal selvfølgelig skrive om det, man ved noget om, så noget af det er baseret på et liv, ligesom mit, men det er ikke en biografi.«

Det er hans kæreste, skuespiller Lise Koefoed, der tidligere på året var med i 'Vild med dans'-musicalen, som er hovedforfatter på projektet, og så hjælper han lidt til, forklarer Ankerstjerne, der ikke har fortrudt, at han sagde farvel til 'X Factor'.

»Nej, lige nu føles det sgu meget godt. Lige nu føles verden åben, og det er dejligt. I aften skal jeg se (Sofie) Linde, og jeg savner Thomas (Blachman), Nanna (Oh Land) og alle de mennesker, men lige nu er det dejligt, at alt er åbent,« fortæller han.

Se Ankerstjerne fortælle mere om sit tv-serie-projekt i videoen øverst.