Armie Hammer har ikke udtalt sig, siden han i 2021 blev hovedperson for en række foruroligende anklager om voldtægt, krænkelser og kannibalistiske tendenser. Indtil nu.

I et interview med Air Mail bryder skuespilleren nu tavsheden.

Armie Hammer hævder blandt andet, at han blev seksuelt misbrug af en præst, da han var blot 13 år gammel. Han mener, at den traumatiske oplevelse er årsagen til sine egne forskruede fantasier.

»Det, det gjorde ved mig, var, at det introducerede seksualitet i mit liv på en måde, så det var helt uden for min kontrol. Jeg var magtesløs i situationen. Seksualitet blev introduceret for mig på en skræmmende måde, hvor jeg ikke havde nogen kontrol. Mine præferencer blev så til, at jeg gerne ville have kontrol over situationen seksuelt,« fortæller han til mediet.

Armie Hammer er kendt fra blandt andet 'Call Me By Your Name'.
Armie Hammer er kendt fra blandt andet 'Call Me By Your Name'. Foto: Jordan Strauss
Vis mere

Armie Hammer afviser, at der skulle være tale om kriminelle forseelser i hans seksuelle forhold, men erkender, at han har udøvet følelsesmæssig vold over for sine tidligere partnere.

»Jeg var en succesfuld skuespiller på det tidspunkt. De kunne have været glade for bare at være sammen med mig og ville have sagt ja til ting, som de måske ikke selv ville have sagt ja til. Det er en magtubalance i situationen,« fortæller den 36-årge skuespiller og tilføjer:

»Jeg er her for at eje mine fejl, tage ansvar for det faktum, at jeg var et røvhul, at jeg var egoistisk, at jeg brugte folk til at få mig til at føle mig bedre, og da jeg var færdig, gik jeg videre.«

Selv kalder han sig for en »sundere« og »mere afbalanceret« person i kølvandet på skandalen.

Rejsen dertil har dog tilsyneladende været stejl, og i interviewet indrømmer Armie Hammer, at han var på kanten til at tage sig selv af dage.

»Jeg gik bare ud i havet og svømmede ud, så langt jeg kunne, og håbede, at jeg enten druknede eller blev ramt af en båd eller ædt af en haj,« fortæller han.

»Så indså jeg, at mine børn stadig var på land, og at jeg ikke kunne gøre det mod mine børn.«

Armie Hammer og ekskonen Elizabeth Chambers.
Armie Hammer og ekskonen Elizabeth Chambers. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Armie Hammer har to børn, otteårige Harper, og Ford på seks, med sin ekskone Elizabeth Chambers. Hun gik fra ham efter ti års ægteskab, kort tid før skandalen ramte offentligheden.

3. februar 2021 åbnede politiet i Los Angeles en efterforskning, der skal afdække en påstået voldtægt begået af skuespilleren. En efterforskning, som vel at mærke stadig pågår.

En dengang 24-årig kvinde, som kaldte sig Effie, udtalte på et pressemøde:

»24. april 2017 udsatte Armie Hammer mig for et voldeligt overgreb i over fire timer i Los Angeles. Undervejs slog han adskillige gange mit hoved mod en væg og kvæstede mit ansigt,« sagde hun og fortsatte:

»Han udsatte mig også for andre former for vold, som jeg ikke gav samtykke til. Eksempelvis slog han mine fødder med en pisk, så de gjorde ondt, hver gang jeg tog et skridt den kommende uge. Jeg troede, han ville dræbe mig. Så forlod han mig – uden at bekymre sig om, hvordan jeg havde det.«