Det har nok ikke været det letteste at være den tidligere SOAP-sangerinde Saszeline Dreyer på det seneste. Men hun får støtte fra mindst én kant, skriver Se og Hør.

Efter at den populære influencer begyndte at lufte sin støtte til forskellige kontroversielle konspirationsteorier om blandt andet corona og vacciner på sine sociale medier, er hun de seneste uger røget ud i et voldsomt stormvejr.

Det kulminerede blandt andet, da hun i sidste uge ‘testede offentlig transport uden mundbind’ for at vise, at hun mener, at regeringens mundbindstiltag er noget pjat.

Mundbinds-stuntet kom, efter at hun havde delt teorier om, at hun mener, at blandt andet Microsoft-grundlæggeren Bill Gates har planer om at indsprøjte en mikrochip i de personer, som får en fremtidig coronavaccine, og det sendte hende ud i en regulær shitstorm.

Følgerne raslede væk fra den populære influencers sociale medier, og facebook begyndte at fjerne hendes opslag. Dertil mistede hun samarbejdspartneren skønhedsklikken N’AGE.

Men den 38-årige influencer kan dog glæde sig over, at hun i hvert fald stadig har støtte ét sted fra.

Tøjfirmaet ‘Underprotection’ har nemlig ikke tænkt sig at opsige samarbejdet med hende, skriver Se og Hør.

Det fortæller medstifter og direktør Stephan Rosenkilde til bladet. Da han bliver spurgt om, hvordan Saszeline Dreyers budskaber stemmer overens med tøjfirmaets kerneværdier, svarer han:

»Vi går ind for demokrati og retten og friheden til ikke altid at være enig med flertallet.«

Direktøren, der svarer på mail, fortæller også, at han forventer, at samarbejdet fortsætter, og at det er ‘uinteressant’ for ham, at et andet firma har stoppet samarbejdet med Saszeline Dreyer grundet hendes ytringer på de sociale medier.

B.T. har tidligere spurgt Saszeline Dreyer om, hvorfor hun deler de konspiratoriske budskaber om blandt andet corona-vaccinationer, som tidligere blandt andet blev diskuteret i B.T.-podcasten 'Det vi taler om'.

'Jeg har ikke hørt programmet, eller hvad de har sagt. Jeg forholder mig til selve den vaccine - hvad den indeholder, grundlaget for, hvorfor vi skal have den. Jeg stiller spørgsmålstegn til den på samme måde, som jeg gør med alle vacciner. Sidst var det HPV-vaccinen, som jeg heller ikke er for. Og derfor lader jeg heller ikke mine børn få vaccinen’, lød det dengang fra Saszeline Dreyer.