Det britiske medie The Sun har fjernet en hånende artikel om tv-værten Caroline Flack, som tog sit eget liv lørdag den 15. februar.

Artiklen bestod af et Valentins dag-kort med en tegning af den 40-årige Caroline Flack med teksten: 'I'll fucking lamp you', hvilket kan oversættes til noget nær: 'Jeg fucking smadrer dig' på dansk. Det skriver The Guardian.

Teksten hentyder til den sigtelse, som Caroline Flack fik tilbage i midten af december efter at været blevet anholdt for vold mod sin kæreste, den 27-årige Lewis Burton.

Ifølge sigtelsen skulle tv-værten have slået Lewis Burton i hovedet med en lampe, mens han sov - angiveligt fordi hun havde kigget på hans telefon og set beskeder fra en anden kvinde.

Lillejuleaften erklærede hun sig uskyldig i sigtelsen i retten, og hun blev efterfølgende løsladt mod kaution frem til retssagen, som skulle have fundet sted i marts måned.

Hun havde et polititilhold mod kæresten, da hun lørdag begik selvmord, selvom kæresten flere gange har udtrykt at være utilfreds med, at episoden mellem de to havde udviklet sig til en retssag.

Det er uvist, præcis hvornår The Sun fjernede Valentins dag-kortet på deres hjemmeside, men det blev publiceret fredag - altså dagen før hendes død.

The Sun har siden publiceret en artikel med en advarsel omkring, hvordan medierne har håndteret dækningen af Caroline Flacks anholdelse og efterfølgende sigtelse.

Tv-værten har været genstand for utallige overskrifter i den britiske presse, siden hun blev anholdt, og hun stoppede blandt andet som vært på realityprogrammet 'Love Island', da sagen blev kendt i medierne.

Det er illustratoren Samuel Hague, som har lavet tegningen og teksten til det nu slettede kort på The Suns hjemmeside. Han virker dog ikke til at fortryde at have gjort sig komisk på tv-værtens bekostning:

»Jeg har ikke noget at tilføje. Jeg er overrasket over, at I skriver om dét kort. Jeg har joket med langt værre ting,« siger han til The Guardians journalist.

Caroline Flacks kæreste udtalte sig søndag om tv-værtens død:

'Mit hjerte er knust. Vi havde noget specielt,' skrev han på Instagram og fortsatte:

'Jeg vil være din stemme, skat. Jeg lover at stille de spørgsmål, du ville stille. Og jeg vil få de svar, du søgte. Jeg vil forsøge at gøre dig stolt hver dag.'

Familien til Caroline Flack bekræftede lørdag aften dødsfaldet. Det gjorde de i en skriftlig udtalelse.

»Vi beder om, at pressen respekterer familiens privatliv i denne svære tid, og at pressen ikke forsøger at kontakte og/eller fotografere os,« skrev familien ifølge BBC.