John Legend og Chrissy Tiegen er blevet forældre endnu en gang.

Familieforøgelsen fandt sted i den forgange uge, afslører førstnævnte på sin Instagram-profil, hvor han deler et billede af den lille ny i selskab med sine søskende, Luna Simone og Miles Theodore.

'I fredags bød vi Esti Maxine Stephens velkommen i vores familie, og vores hus er fyldt med kærlighed og glæde,' skriver sangeren og sender en særlig hyldest til sin kone.

'Jeg er i ærefrygt for Chrissys styrke og modstandsdygtighed, og jeg er så begejstret for at se, hvordan Luna og Miles omfavner deres lillesøster. Jeg er så taknemmelig, men det virker ikke som et stort nok ord'.

Den nybagte mor har også delt den glædelige nyhed på sin profil.

Her skriver hun, at det nytilkomne medlem af familien har sat sit præg på travlheden i huset, men at de 'ikke kunne være lykkeligere'.

'Far (John Legend, red.) fælder natlige glædestårer ved at se Luna og Miles så fulde af kærlighed, og jeg har fundet ud, at man stadig har brug for bleer efter et kejsersnit?! Vi er i lyksalighed,' skriver modellen.

Foruden Luna Simone og Miles Theodore, der er henholdsvis seks og fire år, havde parret også sønnen Jack, som Chrissy Tiegen i sin seneste graviditet i 2020 mistede, da hun blot 20 uger henne pludselig gik i fødsel.

En sorg, ægteparret ikke har været blege for at dele med offentligheden. Tidligere har de også fortalt, at de har fået hjælp til at blive forældre gennem kunstig befrugtning.

Dette gav dem samtidig mulighed for at vælge et specifikt køn, så det var ikke tilfældigt, at parrets førstefødte blev en pige, som blev efterfulgt af en lillebror.

Om de også har besluttet kønnet på den nyeste i børneflokken er endnu uvist.

37-årige Chrissy Teigen og 44-årige John Legend mødte hinanden helt tilbage i 2007 under indspilningerne til musikvideoen 'Stereo' og har været gift siden 2013.