Kronprinsparret er kendt for at have tætte bånd til deres nærmeste venner. At familien bag tøjkoncernen Bestseller hører til den kreds, cementerede de i sidste weekend.

Fire måneder efter, at en frygtelig tragedie ramte den aarhusianske milliardærfamilie, står kronprins Frederik og kronprinsesse Mary fortsat klar til at støtte Anders Holch Povlsen og hans kone Anne.

Holch Povlsen oplevede et ubeskriveligt mareridt i april, da tre af deres fire børn – Alma, Agnes og Alfred - blev dræbt ved et terrorangreb på Sri Lanka. Kun datteren Astrid overlevede.

Allerede inden tragedien var parret nære bekendte af kronprinsparret.

At Mary og Frederik ikke har glemt deres venner, så man, da de benyttede den sidste uge af skolernes sommerferie på et togt rundt i landet med kongeskibet Dannebrog.

Efter kronprinsparret sammen med deres to ældste børn havde gæstet Skanderborg Festivalen onsdag, drog de med Dannebrog videre mod Læsø.

Men inden havde de fået gæster om bord i form af Anders Holch Povlsen, hans kone Anne samt deres datter Astrid, det skriver realityportalen.dk.

Billeder på både realityportalen.dk samt på TV2 Nord viser, hvordan de to familier bliver sejlet i land, og hvordan de bliver modtaget på kajen.

Ifølge mediet tilbragte familierne torsdag og fredag på Læsø, hvor de blandt andet nåede at bade og besøge Læsø Salt, Læsø Museum og Thorvald Hansens Tårn.

Det bekræfter Connie Jensen overfor B.T: Hun driver ferieboligudlejningen havudsigt.eu samt isboden Mormors Kræmmerhus lige ved Læsø Færgen.

Hun er meget begejstret for kronprinsparrets besøg:

»De er ganske almindelige mennesker. De er bare som en almindelig familie. Der er ikke noget snobbet over dem,« fortæller Connie Jensen, der dog ikke fik solgt en is til de kongelige.

Til gengæld nåede hun at optage en video af den royale familie.

Læsø Kommune er beæret over kronprinsparrets besøg, der dog ikke var annonceret 'da det netop var familiens håb og hensigt, at holde et par private feriedage uden alt for meget søge- og rampelys', skriver kommunen på sin hjemmeside.

Ifølge kommunen havde både Kongehuset og PET dog clearet de steder, hvor kronprinsparret skulle færdes.

Kommunens folk stillede også med officielle personer - heriblandt borgmesteren - der med glæde viste de kongelige rundt på øen.