Det er over 10 år siden, at Paprika Steen sidst har siddet i instruktørstolen, og det er der en god grund til.
»Jeg har simpelthen ikke haft lyst. Jeg tror, at efter den sidste film (Til Døden Os Skiller, 2007), jeg lavede, mistede jeg lidt lysten til at instruere, fordi det var en meget hård film at lave på flere planer. Derudover skete der en masse ting i mit liv. Jeg havde ikke blod på tanden. Jeg havde syv mørke år, hvor jeg lå lidt under en sten. En Paprika Steen,« siger hun og slår en latter op - måske for at afmontere emnet en smule.
Men nu er hun aktuel med julefilmen 'Den tid på året', hvor hun for første gang både er instruktør og har en af de bærende roller.
Det var eksmanden, Mikael Rieks, som hun har sønnen Otto med, der overtalte hende til at tage instruktørrollen på sig for tredje gang.
»Det var faktisk Mikael, der sagde, at 'du skal udnytte dit talent. Det er for latterligt, du ikke laver film. Det er dét, du skal. Kan du så komme ud af hullet'.«
Det forhenværende par blev skilt i 2013. Hun kalder det selv for en 'harmonisk' skilsmisse. Det skyldes blandt andet deres kærlighed til sønnen, Otto, som har været deres førsteprioritet under hele forløbet. For man vil altid være 'gift' med den person, man har sat et barn i verden med.
»Vi har udviklet et meget dybt venskab. Jeg er meget privilegeret og taknemlig over det, jeg har med et menneske at gøre, som jeg mødte en dag på Jazzhouse og spurgte, om han ville giftes. Det er jeg egentlig ret stolt af. Mest fordi jeg kan se, hvor galt det kan gå for andre,« siger hun.
»Gjorde alt det, man egentlig ikke må«
Det er ifølge Paprika Steen den eneste danske julefilm for voksne, og her lå også en af udfordringerne.
»Det er jo super banalt. Først turde jeg ikke lave en film om juleaften, fordi det er super umoderne. Men det gjorde jeg så alligevel. Gjorde alt det, man egentlig ikke må,« siger hun og uddyber:
»Jeg lavede en film om middelklassen, uden etnisk islæt, ingen metoo, ingen politik, ingen homoseksuelle sønner, der springer ud. Ingen af de mest aktuelle problemstillinger, vi har i samfunet. Det er bare ren og skær 'here is your family'. Fokus er udelukkende på strukturen i familien, lige meget hvem man er.«
I 'Den tid på året' spiller Paprika Steen storesøsteren Katrine, der er værtinde for sin familie juleaften. Men trods gode intentioner bliver det mildest talt en dramatisk familiesammenkomst.
»Det er en type film, jeg har savnet. Jeg havde lyst til at lave en film med en masse dygtige skuespillere, et højt tempo og en stærk dialog. At se den og måske få en mindre katarsis-oplevelse, inden man selv skal holde jul. Måske kan den ovenikøbet virke lidt terapeutisk op til julen.«
Den danske skuespiller/instruktør mener, at danskere generelt bliver skildret lidt for mørke i moderne film og serier.
Det vil hun gøre noget ved med sin nye film, hvor man med stor sandsynlighed vil kunne nikke genkendende til flere af personerne..
»Vi har set en tendens i film og tv til, at man portrætterer danskere som introverte og tavse, sådan lidt mørke i det. Og selvom vi indeholder en stor melankoli, hører vi ikke til blandt de mest stille i klassen. Jeg oplever danskere mere italienske end svenske, og det er de mennesker, jeg portrætterer i min historie.«
Selv kommer Paprika Steen fra en familie, hvor der er holdt jul på alverdens måder. Det har også påvirket hendes syn på højtiden.
»Grundlæggende har jeg altid haft et meget stresset forhold til julen. Jeg har aldrig oplevet det som den fredelige, søde tid på året. Jeg har oplevet det som 'wow fuck, nu skal vi æde og være sammen med alle mulige mennesker, som vi ellers aldrig ser, i en hel uge i træk. Jeg dør'.«
Filmen er baseret på hendes idéer, og manuskriptet er skrevet af Jakob Weis. Men man bliver skuffet, hvis man forventer, at hun hænger sine venner og sin familie ud.
»Der er ikke noget i filmen, der er én til én. Der er et par ting i filmen, som er sket i virkeligheden. Man kan næsten regne det ud, fordi det er så mærkeligt og anderledes, men det er ikke min personlige historie, det er fiktion med mine og forfatterens iagttagelser af, hvordan folk er flest.«
Det, at hun både står foran og bag kameraet, har været en udfordring, men måske ikke helt, som man kunne forestille sig.
»Det, der stressede mig mest, var, om folk havde det okay. Jeg kunne ikke gå rundt og passe på dem på samme måde, som jeg plejer at gøre,« siger hun og fortsætter:
»Selve processen har været meget mere gnidningsfri end de første to film af alle mulige årsager. Jeg er selvfølgelig blevet mere erfaren, jeg har fundet en anden ro, og jeg var enormt sikker på, hvad jeg ville. Det var jeg måske ikke med min midterste film, og jeg var meget grøn i min første film.«
