Den tidligere topmodel Renée Toft Simonsen og popsangeren Thomas Helmig har ikke nogen ægtepagt. Derfor kan det blive en kompliceret affære at dele deres formentlig gedigne formue, når de i den nærmeste fremtid skal igennem skilsmisse.

Selv om både Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen havde forliste ægteskaber bag sig, så var kærligheden mellem dem og tilliden tilsyneladende så stor, at de valgte ikke at lave en ægtepagt, da de i år 2000 blev smedet sammen i ægteskabets lænker. Det viser oplysninger fra Tinglysningsretten.

Og det på trods af, at begge parter formodes at have taget større millionformuer ind i ægteskabet. Før de to kendisser mødte hinanden på en café i Aarhus i 1997, havde begge nemlig i årevis haft gang i deres respektive karrierer. Renée Toft Simonsen havde været international supermodel, mens Thomas Helmig allerede havde slået sig fast som hitmager.

Den manglende ægtepagt betyder, at det celebre par højt sandsynligt vil dele formuen ligeligt mellem sig. Det er den mest brugte metode hos skilsmissepar, der ikke har en ægtepagt, fastslår eksperter overfor BT.

- Hvis man ikke har oprettet en ægtepagt før ægteskabet, har man formuefællesskab. Det betyder, at når man bliver skilt, skal man lægge sin formue frem for den anden for at dele den 50/50. Det er lovens udgangspunkt. Man opgiver hver bodel for sig. For eksempel skal Thomas Helmig opgøre sin formue og trække sin gæld fra. Det, der er tilbage, skal han dele ligeligt med Renée Toft Simonsen. Og hun skal gøre det samme overfor ham, forklarer Poul Jost Jensen der er advokat hos Advodan og har speciale i familieret.

Og delingen kan blive en svær affære. For der er mange værdier at tælle op. Selv om det er svært at fastslå præcis, hvor stor parrets samlede formue er, så er der ingen tvivl om, at de tilsammen har en mindst to-cifret millionformue. Regnskaber for Thomas Helmigs to musik- og underholdningsselskaber viser, at han alene dér har en formue på mindst 11 mio. kr. Derudover ejede Renée Toft Simonsen parrets mangeårige hjem - luksusvillaen i Risskov - som blev solgt sidste år til 14, 4 mio kr. Da den tidligere model kun havde givet 2,2 mio. for villaen, som hun købte i 1996, var fortjenesten på huset mere end 12 mio. kr. Dertil kommer, at parret ejer en luksuslejlighed til 6,7 mio. kr på Strandvejen i Aarhus samt en bolig i Spanien. Thomas Helmigs har desuden løbende ophavsretsindtægter fra sin musik, ligesom Renée Toft Simonsen har indtægter fra sine børnebøger, som BT ikke har mulighed for at få indsigt i.

- Hun har uden tvivl tjent en del penge, inden hun blev gift, og så har hun ligeledes uden tvivl fået noget med fra sin tidligere mand, der vist havde lidt på kistebunden. Men nu har de jo været gift længe, så er det formentlig ham (Thomas Helmig, red.), der på det væsentligste har tjent de fleste penge, vurderer skilsmisseadvokat Claus Christian Hansen fra Advokathuset i Bredgade, der dog tilføjer, at han formoder, at parrets bolig i Spanien er faldet i værdi grundet finanskrisen.

Ifølge Claus Christian Hansen ser det ud til, at Helmig og Toft Simonsen formuedeling bør være 'lige ud af landevejen', hvis de vælger at dele ligeligt. Men det er dog også muligt, at parret blive enige om selv at dele boet - eller udføre en såkaldt skævdeling, hvor den ene part får flere værdier end den anden.

- Der er jo aftalefrihed her i landet, og det sker med jævne mellemrum, at man bliver enig om en skævdeling. Det kan det kan f.eks. være, hvis den ene part skal sidde i huset og ikke kan betale lån, så kan man lade vedkommende overtage huset for en lav pris. Det kan også være, at mandens virksomhed er meget mere værd, men at konen siger, at hun er tilfreds med at få 10 mio. kr, forklarer advokaten, der dog tilføjer, at det er vigtigt, at en eventuel skævdeling noteres i bodelingsaftalen, så den ikke senere kan anfægtes.

Selv om det kan lade sig gøre at dele værdier i fredsommelighed, så peger begge advokater på, at en ægtepagt kan være en god ting.

- Mange skænker ikke en ægtepagt en tanke, når de bliver gift. Selv om det er ret så væsentligt. Især hvis man gifter sig i en moden alder, bør man overveje særeje, fordi man op gennem livet kan have sparet penge op. Og med den skilsmisseprocent, vi har i dag, starter de fleste faktisk et ægteskab med at oprette en ægtepagt, siger Poul Jost Jensen.