Hun blev stalket af journalist og tv-vært Sisse Sejr-Nørgaard og følte sig presset ud af sit eget projekt.
Nu træder hun frem – og tilbage i spotlyset.
»I'm back! Jeg har haft en tiltrængt pause, men savner at anmelde og dele med jer!«
skriver hun på den populære, anonyme madanmelderkonto 'To Sultne Piger'.
I marts trak den ene af kvinderne bag profilen – “Emma” – sig ellers fuldstændig fra offentligheden, da sagen om chikane fra tv-vært og journalist Sisse Sejr-Nørgaard blev for voldsom og føltes »altødelæggende«.
Sisse Sejr-Nørgaard blev senere dømt for stalking og identitetsmisbrug, efter at have tilmeldt Emma til nyhedsbreve, bookinger og beskeder hele 81 gange. Retten beskrev det som vedvarende og systematisk chikane.
TV-værten, der tidligere selv har lavet programmer om identitetstyveri, erkendte forholdene og blev idømt 30 dages betinget fængsel.
Stalkingen tog afsæt i TV-værtens mistanke om, at Emma havde haft en relation til hendes mand, radioværten Esben Bjerre.
»Jeg tror, at i situationen tænkte jeg ikke, at det var skadeligt, men det kan jeg godt se nu,« sagde Sisse Sejr-Nørgaard i retten.
Dagen efter dommen valgte 'Emma' at stå frem som en af personerne bag 'To Sultne Piger' og delte sin oplevelse på profilen:
»At blive chikaneret dagligt, systematisk og konstant (…) skaber stress, angst, paranoia og en overvældende følelse af magtesløshed,« lød det i et længere opslag på profilen.
Hun fortalte også, hvordan mediedækningen udløste en ny bølge af trusler, kontakt og delinger af private oplysninger:
»Denne behandling har været decideret ødelæggende for mit mentale helbred.«
Men nu er Emma tilbage og det på egne vilkår.
»Hvis stikket endegyldigt skal trækkes, så skal det være min egen beslutning.«
Og det er det altså ikke endnu. For To Sultne Piger er tilbage.