Det populære – nu tidligere royale – par Harry og Meghan vil med tiden ikke længere være så populære, som de har været hidtil.

Det vurderer en engelsk ekspert, efter hertugen og hertuginden i den forgangne uge optrådte ved den multinationale finans- og bankkoncern JP Morgan i South Beach i Miami.

Parret fik ifølge Daily Mail omkring en million pund, svarende til 8.820.100 danske kroner, for deres optræden.

Det var den første af sin slags, efter parret i januar meddelte, at de ikke længere ønsker at være fremtrædende medlemmer af det engelske kongehus.

Ved arrangementet fortalte den tidligere prins bl.a., at han har gået i terapi i flere år, efter hans mor, prinsesse Diana, døde i 1997 i en trafikulykke.

Men det er ikke vejen frem at vælge at optræde hos en multinational bankkoncern.

Parret risikerer nemlig at skade deres ellers succesfulde brand, mener den engelske PR-guru Mark Borkowski.

»JP Morgan er et ekstraordinært sted at komme ind. Men Harry og Meghan er nødt til at undgå at blive opfattet som 'letkøbte',« siger han til Daily Mail og Express.co.uk.

Foto: Toby Melville
Vis mere

Da parret tilbage i januar annoncerede deres exit fra det engelske kongehus, sagde parret samtidig, at de ønskede at være økonomisk uafhængige.

Men når de deltager i et arrangement hos en multinational bankkoncern, viser det, hvor svært det kommer til at blive for parret, spår den engelske kommunikationsekspert.

»Hvor mange af denne slags arrangementer vil vi se i fremtiden? Hvor ofte kan Harry spille kortet med sit mentale helbred?« siger Mark Borkowski.

Den tidligere prins har da også efterfølgende fået kritik på sociale medier for at ville tjene penge på mindet om prinsesse Diana.