Det vakte undren, da Bruce Willis og Demi Moores yngste datter kunne afsløre på Instagram, at eksparret - der blev skilt for 20 år siden - er gået i karantæne med hinanden.

Bruce Willis' nuværende kone, den britiske model Emma Heming, er nemlig ikke til stede i huset, hvor også eksparrets fælles døtre har isoleret sig.

Nu afslører 28-årige Scout Willis, at fraværet af hendes stedmor skyldes en mindre ulykke.

»Det har været virkelig sjovt at have begge mine forældre her i huset, hvor de opfostrede os. Det er nærmest guddommeligt at hænge ud med dem. Jeg er meget taknemmelig for at være sammen med min familie,« fortæller Bruce Willis og Demi Moores datter ifølge US Weekly i podcasten 'Dopey'.

Hendes lillesøster Tallulah Willis på 26 lagde tidligere på måneden et billede på Instagram, hvordan man kan se familien hygge sig derhjemme, hvor de går rundt i ens stribede pyjamasser.

65-årige Bruce Willis og 57-årige Demi More blev skilt i 2000 efter 13 års ægteskab. Siden har Bruce Willis kastet sin kærlighed på Emma Heming, med hvem han har to døtre, Mabel på otte og femårige Evelyn.

Og det var da også meningen, at Emma Heming skulle have hygget sig med sin mand, hans ekskone og deres døtre.

Men sådan skulle det ikke gå, fortæller Scout Willis i podcasten.

Bruce Willis med sin hustru, den engelske model Emma Heming.
Bruce Willis med sin hustru, den engelske model Emma Heming. Foto: Angela Weiss
Vis mere

»Min yngre søster, som aldrig er blevet prædiket om kanyler, hun fandt en kanyle i en park og forsøgte at stikke sin sko med den og stak sig i foden. Så min stedmor måtte blive i Los Angeles og vente på at få resultaterne fra lægen. Min far kom herop tidligere, og så blev det helt vanvittigt med at rejse, og min stedmor blev i Los Angeles med mine småsøstre.«

Selvom Bruce Willis og Demi Moore ikke kunne få ægteskabet til at fungere, så har de bevaret et venskab efter skilsmissen.

Da Bruce Willis og Emma Heming fornyede deres ægteskabsløfter sidste år, var Demi Moore da også med ved ceremonien.

Demi Moore var gift med skuespilleren Ashton Kutcher fra 2005 til 2013, men er i dag single.