Han voksede op under beskedne kår i Randers, og som 21-årige forlod han Danmark og tog på udveksling i USA. Siden skabte han et succesfuldt designcenter i Hawaii.
Men nu er den dansk-hawaiianske rigmand, Thomas Sørensen, måske ved at finde tilbage til hjemlandet. I hvert fald tyder meget på, at han er ved at købe et kendt gods på Sydfyn.
Et opslag i cvr-registret afslører, at Thomas Sørensen den 8. August oprettede et selskab kaldet 'Nakkebølle Gods'. Samme proces, som Hummel-milliardæren Christian Stadil brugte, da han for nyligt købte det nordfynske Harridslevgaard Slot og Jerslev Herregaard.
Nogle uger efter fremgik det af ejendomsmægler Unni Estates hjemmeside, at der var blevet underskrevet en købsaftale på Nakkebølle Gods, der ellers har stået til salg i fire år.

Da slottet først blev sat til salg i 2018 lød udbudsprisen på 90 millioner kroner. Året efter i 2019 lød salgsprisen på 60 millioner, men i 2020 blev den sat op til 80 millioner kroner.
Der var dog ingen køber, der bed på, så i juni 2022 valgte man at skille 211 hektar landbrugsjord fra, så man satte hovedhuset til salg med kun 36,6 hektar jord til 45 millioner kroner.
B.T. har gennem to uger forsøgt at få en kommentar fra Thomas Sørensen, men trods flere mails, er det ikke lykkedes at få et svar.
Heller ikke Unni Estates har lyst til at udtale sig om salgsprocessen af slottet.
Mens det nok er de færreste, der kender Thomas Sørensen i Danmark, så er han anderledes kendt på Hawaii.
Her har han siden 1979 drevet et succesfuldt designcenter, hvor han sælger skandinavisk design på stillehavsøen. I dag hedder firmaet INspiration og har tre store møbelforretninger på øgruppen – herunder Honolulu Design Center.
I et interview med mediet Midweek fortæller han om sin opvækst og karriere og livet på Hawaii, hvor han foruden designcenteret også ejer flere restauranter, som har hjemme i designcentrene.
Her fortæller han, at han voksede op under 'ret fattige' vilkår hjemme i Randers i en familie med seks børn og en ydmyg opvækst.
Hans mor laver altid mad, mens hans far arbejdede på det lokale slagteri, så selv om pengene var små, fik de ofte nok kød at spise. Når han besøgte sin mor, spurgte han altid, om hun ville lave nogle af de gamle kødretter til ham.
»Hun ville altid sige: 'Thomas, jeg kan ikke lave det til dig. Det er alt for billigt.' Men jeg elskede hendes måde at lave stegt lever med løg på,« fortæller han.

Bliver Thomas Sørensen den nye køber af den sydfynske herlighed, bliver han dog ikke kun ejer af et gods, der ifølge ejendomsmægleren betegnes som det 'exceptionelt smukke og kulturhistorisk værdifulde Nakkebølle Gods'.
Et rødt gods, der minder om et lille slot, med en voldgrav omkring, og med hele 724 boligkvadratmeter. Og med flamske gobeliner fra 1700-tallet på alle væggene i den 'imponerende spisesal'.
Den nye ejer bliver også ejer af et gods, der de seneste år har været omdrejningspunkt i en større ballade på Sydfyn.
I 2016 blev enken og godsejerfruen Else Maria Petersen under stor dramatik smidt ud af godset.
Hun havde boet på godset, som hun overtog efter sin afdøde mand, i 50 år, men endte med at blive smidt ud grundet stridigheder om en varmeregning.
Else Maria Petersen havde grundet økonomien set sig nødsaget til at sælge godset i 1998. Ved salget blev der tinglyst en aftale med den nye ejer, Mads Stevnhoved, om, at Else Maria Petersen skulle have lov til at bebo ejendommen gratis frem til sin død – blandt andet for at passe på sin afdøde mand, rigmanden og Volvo-importøren Svend Petersens urne.
Men Mads Stevnshoved, der er den nuværende sælger af slottet, gjorde ifølge enken forskellige tiltag for at få hende ud af godset – herunder at få hendes varmeregning til at stige til astronomiske 10.000 kroner om måneden.
Sagen endte for retten, hvor Mads Stevnshoved fik medhold, og Else Marie Petersen blev derefter smidt ud af godset. Hun nåede aldrig at komme tilbage til godset, før hun døde i 2018 i en alder af 90 år.

