Siden skuespillerparret Angelina Jolie og Brad Pitt gik fra hinanden for to måneder siden, har de begge kæmpet om forældremyndigheden over børnene. Nu er de kommet til enighed.

Fremover vil det være Angelina Jolie, der har den fulde forældremyndighed over parrets seks børn, mens Brad Pitt vil få samværsret.

Det skriver flere amerikanske medier, blandt andet E!online og nyhedsbureauet AP.

En talsmand for skuespillerinden oplyser i en udtalelse, at begge parter skrev under på aftalen for en uge siden.

»Vi kan bekræfte, at fagfolk har opfordret til en juridisk aftale, der er blevet accepteret og underskrevet af begge sider for mere end en uge siden. I overensstemmelse med denne aftale vil de seks børn forblive i deres mors varetægt, og de vil fortsætte med terapeutiske besøg hos deres far. Det er blevet besluttet ud fra at være til børnenes bedste,« skriver talsmanden i udtalelsen, der fortsætter:

»Vi vil ikke diskutere aftalens detaljer. Vi håber, at det nu er klart, at de begivenheder, der førte til opløsningen (af ægteskabet, red.) involverer mindreårige børn og deres trivsel, og at der derfor vil være en forståelse for følsomheden af familiens situation. Vi mener, at alle parter er engagerede i at hele familien, og vi beder jer tage hensyn i denne svære tid.«

Den sidste dråbe

Kampen om forældremyndigheden har været det helt centrale emne i skilsmissesagen, som de to parter angiveligt har siddet fast i forhandlinger om de seneste mange uger. Mens Angelina Jolie fra start søgte om den fulde forældremyndighed, har Brad Pitt efterfølgende omvendt søgt om fælles forældremyndighed.

Det var Angelina Jolie, der i midten af september indsendte papirerne om skilsmisse. 'Uforenelige forskelle' stod markeret som årsagen til bruddet mellem parret, der har været sammen i næsten tolv år - to af dem som ægtefolk.

Kilder har i de amerikanske medier efterfølgende hævdet, at Angelina Jolie søgte om skilsmissen, fordi hun var utilfreds med, hvordan Brad Pitt opdrag deres børn. Særligt en episode på et fly, hvor Brad Pitt angiveligt skulle være kommet op at skændes og toppes med den 15-årige søn Maddox, skulle have været den sidste dråbe.

Brad Pitt skulle derefter have været efterforsket for børnemishandling.

Intet af det er dog bekræftet.

'Jeg er meget ked af dette'

Få dage efter nyheden om skilsmissen kom frem, udtalte Brad Pitt sig for første gang i sagen i en udtalelse:

»Jeg er meget ked af dette, men det, der betyder mest nu, er vores børns velfærd. Jeg beder venligst pressen om at give dem den fred, de fortjener i denne udfordrende tid.«

Brad Pitt og Angelina Jolie mødtes i 2004 under indspilningerne til filmen 'Mr. and Mrs. Smith' og blev gift i 2014.

Sammen har de seks børn - Maddox på 15 år, Pax på 12, Zahara på 11, Shiloh på 10 og tvillingerne Knox og Vivienne på otte år.