Det har ikke været nemt for den nu 58-årige Johnny Depp at finde vejen tilbage til de store filmroller.

For efter sin skandaleramte skilsmisse med skuespilleren Amber Heard, hvor han blev anklaget for hustruvold, har han været boykottet af Hollywood.

Her blev han fyret fra sin rolle som Grindelwald i 'Fantastic Beasts' fra Harry Potter-universet, som i stedet gik til den danske skuespiller Mads Mikkelsen.

Sidenhen har den amerikanske mand haft svært ved at finde vejen tilbage til lærredet.

Indtil nu, hvor det er lykkedes ham at lande hovedrollen som den franske kong Louis 15. i den franske instruktør Maiwenns kommende spillefilm, der endnu ikke har en officiel titel.

Det skriver Variety.

Filmen starter optagelserne til sommer, hvor man følger den franske konge med tilnavnet »den elskede«, der regerede i en knap 60-årig periode fra 1715, hvor han kun var fem år gammel.

Det var i december 2018, at Amber Heard indirekte beskyldte Depp for hustruvold, alkoholisme og stofmisbrug i en klumme i Washington Post, hvor hun dog ikke nævnte eksmanden ved navn.



Depp sagsøgte hende for 50 millioner dollar, hvilket svarer til omtrent 375 millioner kroner, og den sag verserer stadig.

Om han får lov til at vende tilbage til det amerikanske filmmekka, er endnu uvist.

Men hans nye rolle tyder i hvert fald på, at han stadig har en plads i den europæiske filmverden.

Amber Heard og Johnny Depp blev gift i 2015, men gik fra hinanden i 2017.