Lisa Marie-Presley er kun lige blevet begravet, men nu er der allerede problemer med hendes arv.

Det er Priscilla Presley, Lisa-Marie Presleys mor, som sår tvivl om det testamente, som datteren har efterladt sig.

Det skriver Page Six.

Som eneste barn af Elvis Presley fik Lisa-Marie lov til at arve hele rockkongens imperium, da han døde.

I 1993 oprettede hun en fond for at beskytte sine midler.

Priscilla Presley påstår, at hun og datterens daværende manager, Barry Siegel, blev valgt som medforvaltere af fonden.

Efter datterens død fandt Priscilla Presley en ændring i papirerne, som skulle være lavet i 2016.

Af den fremgår det, at Lisa-Marie Presley havde fjernet både sin mor og Barry Siegel som medansvarlige. I stedet var hendes to børn Riley Keough og Benjamin Keough blevet indsat. Benjamin Keough døde dog i 2020, hvilket betyder Riley Keough nu er eneforvalter af fonden.

Priscilla Presley tror dog ikke på ægtheden af ændringen fra 2016. Derfor har hun nu bedt retsvæsenet i Los Angeles om at underkende den.

Hun mener blandt andet, at datterens underskrift på dokumentet er anderledes end normalt.

»Den fremstår ikke som hendes normale underskrift,« står der i retsdokumenterne, ligesom Lisa-Marie Presleys navn også skulle være stavet forkert.

Priscilla Presley påstår samtidig, at ændringen aldrig er blevet notariseret eller fortalt til hende.

Lisa-Marie Presley og Barry Siegel havde flere økonomiske kontroverser, da hun var i live, og Priscilla Presley tror da derfor også, at han allerede har trukket sig som medforvalter for fonden – eller vil gøre det.

Hun mener, at det bør være hende og Riley Keough, som sammen forvalter fonden fremover.

54-årige Lisa Marie Presley fik hjertestop i sit hjem, hvorefter hun blev hastet til et hospital i Los Angeles. Hendes liv stod dog ikke til at redde.