Johnny Madsen har haft en lang historik med aflysninger den seneste tid.

Nu trækker han og sit band så stikket i hele 2023, bekræfter Johnny Madsens manager, Bo Andersen, overfor B.T.

»Vi håber alle sammen på, at vi er tilbage på landevejene igen i 2024,« lyder det kort fra manageren, der afviser at fortælle nærmere om årsagen bag den årelange pause.

B.T. har – indtil videre uden held – forsøgt at få en kommentar fra Johnny Madsen.

Johnny Madsen og band på Skanderborg Festival i 2014.
Johnny Madsen og band på Skanderborg Festival i 2014. Foto: Axel Schütt
Vis mere

Men på musikerens hjemmeside står det nu også helt kort, at 'Johnny Madsen Band holder pause i 2023'.

Senest var det i oktober en foredragsturné med den 71-årige musiker, som B.T. kunne afsløre, der få dage inden premieren måtte aflyses på grund af Johnny Madsens senfølger af corona.

»En af de trælse senfølger for mig er svimmelhed, og så at jeg bliver enormt hurtigt træt – og min læge har nu nedlagt forbud mod, at jeg stiller mig op på en scene,« lød det da fra 'Udenfor sæsonen'-musikeren.

»Og så håber jeg at vende tilbage, når jeg ikke længere går rundt som en anden sømand i høj sø.«

Her fortalte Johnny Madsens samarbejdspartner, Henrik Røde Jensen – der tidligere har været tourmanager for Johnny Madsen og som skulle have interviewet ham som del af foredragsturneen – ligeledes, at Johnny Madsen var i skidt stand.

»Han er jo 71, og vi ved ikke, hvor lang tid det her står på, så vi ville ikke holde folk hen i det uvisse,« forklarede foredragsarrangøren om, hvorfor man helt valgte at aflyse turneen dengang.

De seneste aflysningerne af først foredragsturneen og nu også hele koncertåret 2023 lægger sig dog i en længere række af aflysninger for Johnny Madsen de seneste års tid.

Johnny Madsen er udover at være musiker også aktiv som billedkunstner.
Johnny Madsen er udover at være musiker også aktiv som billedkunstner.
Vis mere

Tilbage i september 2021 måtte rockmusikeren aflyse sin efterårsturné på grund af en diskusprolaps.

Mere spektakulær var dog meldingen i starten af 2022, hvor alle årets koncerter med guitaristen Knud Møller blev aflyst, fordi det »ikke nyttede noget« med alle coronarestriktionerne.

For mens Johnny Madsens manager, Bo Andersen, forklarede aflysningerne med behovet for en pause og kun henviste til den daværende uvisse coronasituation, så gik Johnny Madsen selv planken ud.

Han sagde tværtimod, at han ville savne at spille med sin faste guitarist, men at aflysningen skyldtes udsigten til fortsat uvished og sikkerhedskrav på grund af coronapandemien.

»Rockmusik er en energi mellem publikum og os på scenen, og det nytter ikke noget, at der er hundrede meter mellem folk, og de har mundbind på. Det er hverken godt for os eller publikum,« forklarede Johnny Madsen i januar til Ekstra Bladet.