Den danske grandprix-legende og sangerinde Kirsten Siggaard er blevet skilt.

I 38 år har hun været gift med Jørgen Andersen, men nu har de besluttet at gå hvert til sit. Det skriver ugebladet TÆT PÅ i sin nyeste udgave, der udkommer tirsdag.

Det er Jørgen Andersen, der på vegne af dem begge har oplyst om skilsmissen i et offentligt opslag på Facebook til parrets venner.

'Kirsten og jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår. Samtidig synes vi, at det er på tide at fortælle jer, at vi blevet skilt i 2017, men at vi til gengæld fortsætter som rigtig gode venner', skriver han og fortsætter:

'For en hel del af jer er dette ikke nyt, da vi ikke har boet sammen gennem mere end et år. For andre er dette nyt, men til jer vil vi blot fortælle, at vi som nævnt fortsat er hinandens bedste venner.'

Han slutter med at fortælle, at det hele er foregået uden dramatik, og at de ikke har yderligere kommentarer til sagen.

63-årige Kirsten Siggaard er først og fremmest kendt som hele Danmarks Melodi Grand Prix-dronning.

Hun blev for alvor et kendt ansigt herhjemme, da hun stillede op i Dansk Melodi Grand Prix første gang i 1983 med nummeret ‘og livet går’ med gruppen ‘Sir Henry.’

Året efter stillede hun op med musikeren Søren Bundgaard, og sammen vandt de sangkonkurrencen med ørehængeren 'Det' lige det'. De gentog succesen året efter med sangen 'Sku' du spørg' fra no'en' og igen i 1988 med sangen 'Ka' du se hva' jeg sa''.

I et tidligere interview fortalte Kirsten Siggaard til BT, at det netop er Melodi Grand Prix, der har formet hendes efterfølgende karriere.

»Derfor skylder jeg i dag også grand prix’et meget. Jeg har siden spredt mig vidt omkring og prøvet flere forskellige genrer, men jeg kan takke grand prix for det meste af min karriere,« sagde Kirsten Siggaard dengang til BT.

Hun har desuden medvirket i flere teaterstykker og musicals, bl.a. har hun spillet hovedpersonen Edith Piaf i Piaf på Det Ny Teater i 1991. I 1993 var hun med i Les Miserables ved Østre Gasværk. Hun har også medvirket i mange revyer, bl.a. Nykøbing Falster Revyen.

Tv-seere har også kunnet følge Kirsten Siggaard i TV2’s populære show, Vild Med Dans. Her nåede hun langt sammen dansepartneren Thomas Evers Poulsen.

Sammen med Jørgen Andersen har hun to voksne sønner, Kasper og Mads.

Kirsten Siggaard har tidligere deltaget i 'Vild med dans'. Her ses hun med sin partner, danseren Thomas Evers Poulsen.
Kirsten Siggaard har tidligere deltaget i 'Vild med dans'. Her ses hun med sin partner, danseren Thomas Evers Poulsen. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere