Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Han drog ud på livets vej, han havde ét enkelt mål, pokémoner ville han fange, og hans vilje var af stål.
Sådan sang karakteren Ash Ketchum i den voldsomt populære animerede serie Pokémon – men nu kommer Ash Ketchum ikke til at synge mere.
For efter 25 sæsoner med den kasketbærende og Pikachu-elskende hovedperson, er han færdig – i stedet vil nye karakterer tage over.
Det oplyser The Pokémon Company i en pressemeddelelse.
»Pokémon Company-gruppen annoncerer en ny Pokémon-animeret serie, der vil være en ny historie, som vil følge aldrig tidligere sete karakterer. Heriblandt de to hovedpersoner ved navn Liko og Roy i den japanske version af serien,« skriver de.
Ash Ketchums mål var helt fra starten simpelt, men ambitiøst, da han ønskede at blive verdens bedste Pokémon-træner.
Et ønske, som han i 25 sæsoner har jagtet og endelig opnåede i den seneste sæson, der nu har vist sig at være hans sidste. Den første sæson, hvor han var hovedperson, kom på skærmen helt tilbage i 1997.
Pokémon er ikke kun en animeret serie. Der er også lavet film, et væld af konsolspil, hvor det seneste udkom i slutningen af november og allerede har solgt ti millioner, samt ufattelige mængder legetøj.