Spice Girl'en Emma Bunton har været i fast forhold i 21 år. Nu har hun og kæresten langt om længe besluttet sig for at gifte sig.

Det bliver på Old Marylebone-rådhuset i London, at 'Baby Spice' siger ja til sin forlovede, Jade Jones.

Det skriver Daily Mirror, som har overbevisende dokumentation for historien.

Mediet har således fundet og fotograferet det dokument fra rådhusets register, hvoraf det fremgår, at 43-årige Emma Bunton og 40-årige Jade Jones skal giftes.

Emma Bunton.
Emma Bunton. Tolga AKMEN

Man må sige, at de har været længe om at træffe beslutningen.

Emma Bunton og Jade Jones har dannet par siden 1998 – dengang Spice Girls var på toppen, og Jones var aktiv i det britiske boyband Damage.

De blev forlovet i 2011 og har sønnerne Beau (11) og Tate (7) sammen.

Tanken om at gifte sig er da heller ikke ny for Emma Bunton.

»Det ville være skønt, ville det ikke? Jeg burde få gjort noget ved det. Han kalder mig allerede sin hustru, og jeg kalder ham min ægtemand,« sagde hun i 2017.

Dengang løftede hun også sløret for, hvorfor vielsen har været så længe undervejs.

»Vi er begge vandmænd og lidt uorganiserede, så vi får aldrig taget os sammen til at organisere noget som helst. Jeg er sikker på, at vi vil være et af de par, som bliver hemmeligt gift.«

Efter at have indskrevet sig i rådhusets register har Emma Bunton og Jade Jones et år til at blive gift.

Emma Bunton og Jade Jones skal giftes.
Emma Bunton og Jade Jones skal giftes. TOLGA AKMEN/AFP

Til den tid kan familien Bunton-Jones være blevet et medlem større.

Da Emma Bunton holdt pressemøde i forbindelse med udgivelsen sit nye soloalbum, 'My Happy Place', sidste uge, lagde hun ikke skjul på, at hun gerne vil have et barn mere.

»Man skal aldrig sige aldrig. Jeg har altid været meget moderlig og elsker at være sammen med børn. Hvis jeg er heldig nok, ville det være vidunderligt,« sagde hun ifølge Daily Mirror om udsigten til at få sit og Jade Jones' tredje barn.

Emma Bunton har siden Spice Girls-tiden haft en relativt succesfuld solokarriere. Derudover har hun været vært på radioprogrammet ’Heart Breakfast Show’.

Hun skulle være god for 180 millioner kroner.