Den amerikanske skuespiller og komiker Eddie Murphy er blevet far - for 10. gang.

Sammen med sin forlovede - Paige Butcher - bød han det nyeste medlem af familien velkommen fredag den 30. november.

Den lille dreng, der har fået navnet Max Charles Murphy, er dermed Eddie Murphys 10. barn. Det skriver People.

»Både mor og søn har det godt,« udtaler en talsmand for skuespilleren til det amerikanske magasin.

Paige Butcher og Eddie Murphy ses her sammen på den røde løber i 2016. Vis mere

Den nyfødte dreng er 57-årige Eddie Murphy og 39-årige Paige Butchers andet barn sammen. De har i forvejen datteren Izzy Oona Murphy, som kom til verden i 2016.

De to børn er dog langtfra skuespillerens eneste.

Fra tidligere forhold har han otte børn, skriver Entertainment Online. Hans ældste søn - Eric - har han fra forholdet med Paulette McNeely. Fra forholdet med Tamara Hood har han sønnen Christian. Sammen med ekshustruen Nicole Mitchell Murphy har han fem børn: Brian, Miles Mitchell, Sayne Audra, Zola Ivy og Bella Zahra. Derudover har han også en datter - Angel - sammen med Spice Girls-sangerinden Mel B.

Eddie Murphy begyndte at danne par med modellen Paige Butcher tilbage i 2012. De blev forlovet i september i år.